Terrorbevægelsen Islamisk Stat placerer sig solidt et nyt sted på verdenskortet

Flere end 250.000 er flygtet fra deres hjem på grund af bevægelsens angreb i Mozambique, fortæller korrespondent.

Det sydøstafrikanske land Mozambique kæmper lige nu mod en milits, som har sværget troskab til IS. (Foto: © SIPHIWE SIBEKO, Scanpix)

Efter adskillige angreb og kampe i det sydøst-afrikanske land Mozambique er det nu lykkedes en lokal IS-bevægelse at indtage flere byer og kæmpe sig til større magt.

Dermed kan man nu reelt tale om, at Islamisk Stat er dukket op et nyt sted på verdenskortet. Sådan lyder vurderingen fra Søren Bendixen, DR's korrespondent i Afrika.

For mange er det nok ny viden, at en Islamisk Stat-bevægelse overhovedet opererer i landet - og også Mozambiques egne eksperter er forvirrede over, hvordan den pludselig har vokset sig så stor.

- Det er en bevægelse, som har udviklet sig langsomt over de seneste par år. Og det er faktisk rigtig svært for myndigheder og eksperter at finde ud af, præcis hvem der står bag, fortæller Søren Bendixen.

- Vi ved, at de over de seneste par år har gennemført en lang række angreb i den nordlige del af landet. I den seneste tid er de begyndt at melde angrebene ud i Islamisk Stats navn.

Det gælder blandt andet for et par dage siden, da bevægelsen indtog en strategisk vigtig havneby i landet.

Regeringen har skubbet problemet væk

Gruppen kalder sig ISCAP, som står for Islamisk Stat Central Afrika Province - og Islamisk Stat har vedkendt, at der er en forbindelse mellem de to. Det er dog svært at vurdere, hvordan de præcist hænger sammen, siger Søren Bendixen.

- Det er en lokal bevægelse, som vi ved utrolig lidt om. Der er ikke rigtig nogen, der formår at validere den. Regeringen i Mozambique har ikke ønsket nogen opmærksomhed på problemet, og derfor ved vi heller ikke, hvor mange personer bevægelsen består af.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har tabt terræn i Irak og Syrien. IS eksisterer stadig spredt ud over verden på trods af tabt territorium i Irak og Syrien. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Regeringen i landet har blandt andet haft fokus på udvikling af et større gasprojekt og har derfor ikke haft interesse i at flytte den lokale og internationale opmærksomhed væk fra det projekt.

- Derfor har man faktisk skubbet problemet med IS-grupperingen til side. Nu har det bare vokset sig så stort, at det ikke kan skjules mere, lyder det fra Søren Bendixen.

Den afrikanske IS-bevægelses erklærede mål er at opbygge et islamisk kalifat i den nordlige del af landet, fortæller Søren Bendixen.

- Vi har set nogle meget heftige kampe, og bevægelsen har formået at indtage kontrollen over flere byer og jage Mozambiques egen hær på flugt.

Gruppen har med andre ord formået at operere og sprede frygt og rædsel i dele af Mozambique, og det skyldes blandt andet hærens elendige forfatning.

Hæren i Mozambique er svag, men kæmper for at genindtage byer, som IS-bevægelsen har magt over lige nu. (Foto: © Radiotelevisao Portuguesa)

- Man har i mange, mange år, haft et meget delt landskab i landet, hvor regeringen og oppositionspartiet nærmest har været i en latent krigstilstand. Det betyder, at Mozambique i dag ikke har et effektivt forsvarsapparat.

- Man har forsøgt at engagere nogle private aktører til at klare hærens opgave, men det har ikke virket efter hensigten. Blandt andet har russiske lejesoldater forsøgt at hjælpe, men efter en række tab drog de afsted igen. Nu har man sydafrikanske lejesoldater til at udføre samme opgave, siger Søren Bendixen.

Mangel på tøj, mad og telte

Flere end 250.000 mennesker er fordrevet fra deres hjem - og mindst tusinde mennesker er blevet slået ihjel under IS-bevægelsens angreb i Mozambique.

Bevægelsen har blandt andet angrebet kirker og administrationsbygninger og skulle angiveligt have fået støtte fra IS-folk, der er kommet ind over grænsen fra Tanzania.

- Jeg fandt min bror død inde i huset. Det var helt brændt ned, siger en af dem, der er flygtet fra et område, IS-bevægelsen angreb.

- Gudskelov slap jeg væk, og jeg fik reddet mine børn med, siger en anden, der dog har mistet sin mand.

250.000 mennesker er fordrevet fra deres hjem i Mozambique på grund af IS-bevægelsen angreb. (Foto: © Radiotelevisao Portuguesa)

Nødhjælpsarbejdere har taget imod flere af dem, der har været nødt til at flygte, men allerede nu er der underskud af det mest basale:

- Der mangler mange ting: tøj, mad, telte og madrasser. Hvis det bare drejede sig om 1.000 mennesker - men vi taler 250.000 mennesker alene i en enkelt landsby, siger en katolsk biskop, som hjælper med nødhjælpsarbejde.

IS vil angribe, hvis Sydafrika hjælper Mozambique

Lige nu frygter man ikke bare for situationen i Mozambique, men også for at IS-bevægelsen får fat i andre omkringliggende lande, fortæller Søren Bendixen.

- Den kan sprede sig til Sydafrika og nordpå mod Tanzania, og det er man utrolig nervøs for. Landene er hårdt plaget af konsekvenserne af coronakrisen lige nu, og derfor er man bange for, at den slags bevægelser har et meget let rekrutteringsgrundlag.

- Der er mange spekulationer om, hvorvidt den sydafrikanske hær skal sættes ind for at hjælpe med at bekæmpe terroristerne i Mozambique. Hvis Sydafrika gør det, så har man fra Islamisk Stats side sagt, at man vil gennemføre angreb i Sydafrika. Man ved, at IS lige nu har såkaldte "sovende celler" i Sydafrika, siger Søren Bendixen.

I Tanzania er man lige nu meget opmærksom på problemet og vil ifølge BBC starte en offensiv mod IS-krigere, der eventuelt kommer ind i landet fra Mozambique.

Islamisk Stat har tabt terræn i både Irak og Syrien. IS eksisterer dog stadig spredt ud over verden, på trods af tabt territorium.