Terroren breder sig i Vestafrika: Tidligere så fredelige Burkina Faso så 137 angreb sidste år

Jihadgrupper i Sahel er Afrikas farligste og har allerede dræbt 500 civile i år.

En pansret mandskabsvogn brænder efter et selvmordsangreb i Gao i det nordlige Mali sidste år. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

Ekstremismen er i fremmarch i Sahel i Vestafrika, hvor ekstremistgruppers angreb er fordoblet hvert år siden 2016, ligesom antallet af ofre er det.

Sidste år døde omkring 1.120 mennesker i angreb forbundet med militant islamisme i først og fremmest Mali, Burkina Faso og Niger, ifølge Africa Center for Strategic Studies.

Det tal er steget fra 218 i 2016. I samme tidsrum er antallet af angreb på civile mere end ottedoblet fra 18 til 160.

Samtidig er den militante islamisme gået fra først og fremmest at ramme i det centrale og nordlige Mali, til også at være en trussel i nabolandene.

I Niger har angreb blandt andet kostet flere amerikanske soldater livet, imens gruppen Ansarul Islam er i fremmarch i det tidligere fredelige Burkina Faso.

Her har volden flyttet sig fra grænseegnene til også at omfatte den østlige og, på det seneste, sydvestlige del af landet.

Ekstremismen kan brede sig videre

Antallet af angreb i Burkina Faso er steget fra 12 i 2016 til 137 sidste år.

- Antallet af angreb stiger radikalt over en bred kam i kernekonflikt-områderne de seneste år, og det til trods for en mere og mere intensiv international indsats, siger Rasmus Alenius Boserup, Nordafrika- og Mellemøstekspert, og tidligere seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.

Samtidig er der frygt for, at volden breder sig mod for eksempel Elfenbenskysten og Benin mod syd og Senegal mod vest.

- Som det ser ud nu, spreder det sig videre rundt i Sahel, og muligvis mod syd. En af grundene er, at de ikke har samme antiterrorkapacitet som for eksempel de nordafrikanske stater, som blev ramt af en bølge for 20-30 år siden, siger han.

En broget flok af militante

De militante islamister er en broget flok, som jævnligt skifter alliancer, og ofte samtidig er involveret i kriminelle aktiviteter som narko- og menneskesmugling.

En af hovedgrupperingerne er Al-Qaidas paraplyorganisation i Vestafrika, JNIM, som består af flere lokale militante grupperinger, som gik sammen med Al-Qaida i Nordafrika i 2017.

En anden er ISGS, som er Islamisk Stats Sahel-arm, og står bag angreb i Mali, Niger og Burkina Faso.

De senere år er desuden gruppen Ansarul Islam, som hærger i en større og større del af Burkina Faso, kommet til.

Den står både bag kriminelle aktiviteter som smugleri og røverier, agerer selvforsvarsgruppe for samfund i dens indflydelsesområde, og gennemfører terror- og militære anslag.

Ofte går det ud over landsbyhøvdinger, lokale imamer, skoler og lærere, og lokale sikkerhedstyrker og politistationer.

Virkemidlerne er kidnapninger, likvideringer, større overraskelsesangreb og i stigende grad bomber.

Udnytter lokale konflikter og spændinger

Næsten 500 civile og hundredevis af politifolk og sikkerhedsstyrker er allerede døde i 2019, ifølge Den Afrikanske Union - det er langt flere end i andre af det afrikanske kontinents konflikter.

Men imens tendensen med voldsommere angreb og flere ofre står klart, er det sværere at komme med en entydig forklaring på terroren.

Det siger Signe Marie Cold-Ravnkilde ved Dansk Institut for Internationale Studier, som forsker i militante grupper i Sahel, med særlig fokus på Mali.

- Gruppernes succes består i både at kunne gå ind i lokale konfliktdynamikker, også helt grundlæggende konflikter om adgang til naturressourcer, hvor de blandt andet opbygger retssystemer, siger hun.

- På den anden side kan de også spille på den globaliserede jihads ideologi om at der er tale om et overordnet vestligt angreb på Islam. Det er den kobling mellem det lokale og globale, som gør dem ekstremt effektive i de her områder, siger hun.

Svage stater med en vred ungdom

En vigtig del af gruppernes succes er, at de udnytter at Sahels stater ofte er svage og fattige. Et godt eksempel er Ansarul Islams fremmarch i Burkina Faso, som har medført at hundredevis af skoler har måttet lukkes og terrorangreb på civile er blevet dagligdag.

- Efter at præsident Blaise Compaoré blev fjernet fra magten i 2014, er det tydeligt at det burkinske sikkerhedsapparat slet ikke er i stand til at håndtere de former for angreb. Her er grupperingerne strategiske, fordi de går ind og udnytter de her sikkerhedsvakuumer i Sahels stater, siger hun.

Samtidig er der også et element af oprør mod de traditionelle magthierarkier i området.

- Man ser de traditionelle ledere som korrumperede og i ledtog med staten, og det er især de unge ekstremt trætte af. Så der er også et ulmende ungdomsoprør fra de her meget desperate generationer, som ikke kan se en udvej ud af fattigdom og armod, siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Interventioner skubber til mobilisering

Ifølge Rasmus Alenius Boserup betyder det stigende antal terrorangreb og dødsfald i Sahel ikke nødvendigvis at den internationale indsats har slået fejl.

Den har først og fremmest været tegnet af Frankrig, som skred ind overfor militante grupper som tog kontrol med nordlige Mali i april 2012, og har været militært tilstede siden.

Der foregår også flere regionale samarbejder de vestafrikanske lande imellem for at bekæmpe ekstremismens fremmarch, ligesom FN har en fredsbevarende operation, og USA blandt andet har sat ind med specialstyrker.

- Vi ved jo ikke, hvordan det var gået - måske havde det været meget værre - hvis vi ikke var skredet ind. Jeg tror især Mali-interventionen i 2012 og 2013 var en nødvendighed for at opretholde staten i Mali. Og havde den ikke været der havde vi set en anderledes udvikling, som havde været endnu sværere at kontollere, siger han.

Omvendt kan de internationale operationer også have været med til at få flere til at melde sig under den militante islamismes faner.

Det svækker de afrikanske staters egen legitimitet og kan samtidig fremvises som et eksempel på neokolonialisme.

- Vi ved, at hver gang vi intervenerer, er det med til at skubbe på jihadi-grupperingernes mobilisering. Så der er et dilemma i det. Den her interventionspraksis er noget af det, som jihadisme lever på, siger han.

Samtidig medfører indsatserne at militante angreb flytter sig til nye områder.

- Så flytter de sig over en dårligt bevogtet grænse og begynder at lave ballade i nabolandet, siger han.

Volden er kun eskaleret

DIIS' Signe Marie Cold-Ravnkilde er enig i, at amerikanske, franske og lokale operationer hidtil ikke har budt på en løsning.

- Diskussionen går nu på, i hvor høj grad de her store terroroperationer svækker de her grupperinger, som stadig formår at lave store angreb, siger hun.

- Terroroperationerne kan på en måde give en form for pusterum - eller som en fransk general sagde i 2013, kan det "slå græsset" - men der er den bagside, at der er meget der tyder på at tilstedeværelsen af udenlandske militære operationer, er vand på jihadistgruppernes mølle, siger hun.

De udenlandske soldater giver de islamistiske bevægelser et fokuspunkt.

- Vi har jo kunnet se, at volden kun er eskaleret til det som ligner en massakre efter seks års militær tilstedeværelse, samtidig med at grupperne i den grad viser sig kapable til at ramme centrale vestlige mål i regionen, siger hun.

Danmark sender soldater til Sahel

I sidste uge kom det frem, at Danmark vil sende et militært bidrag bestående af to transporthelikoptere og cirka 70 personer til den franskledede operation Barkhane i Sahel-regionen.

De slutter sig til 4.500 franske soldater, med støtte fra Storbritannien og Estland, og indsatsen er i den hårde ende, lød det fra DR's Afrika-korrespondent.

- Sikkerhedssituationen i Mali og hele Sahel-regionen er bekymrende, og derfor bør Danmark øge sit engagement og bidrage til, at terrorgrupper ikke får frit lejde, sagde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) om udstationeringen.

Forklaringen på det danske bidrag er dog ifølge Rasmus Alenius Boserup ikke, at den stigende terrorisme i Vestafrika repræsenterer nogen direkte trussel for Danmark.

- Det som sker i Vestafrika kommer ikke til at ramme Danmark lige foreløbigt, siger han.

- Men i en verden hvor vi er knyttet til hinanden, er der en tanke om at støtte staterne i Sahel og få bugt med den her bølge af jihadisme, som er antivestlig. Og selvfølgelig styre migrationsstrømme ved at styrke staterne. Jo svagere stater du har, jo flere migranterbevæger sig ud, siger han.

Andre gode grund er at støtte op om den danske udviklingspolitik i regionen og vise solidaritet over for blandt andet Frankrig. Samtidig viser Danmark sin velvilje i NATO ved at deltage i operationer.

- Vi er i et større alliancefællesskab, hvor vores europæiske partnere tager udviklingen meget alvorlig. Derfor gør vi det blandt andet i solidaritet med Frankrig. Der er en hele masse politiske dagsordner som løber sammen i det her, siger Rasmus Alenius Boserup.

Facebook
Twitter