Terrorforskere: Sociale medier og Syrien-krigere øger truslen mod Europa

Bombeangreb i folkemængder og skydning på offentlige steder er de mest sandsynlige trusselsbilleder, vurderer to terrorforskere.

Over hele Europa har der været demonstrationer mod Islamisk Stat. Her er det kurdere i Tyskland, der er gået på gaden mod islamisme og Islamisk Stat. (Foto: BODO MARKS © Scanpix)

Antallet af udenlandske jihadister i Irak og Syrien stiger i et hidtil uset omfang, slår FN fast i en ny rapport.

Og de mange tusinde hellige krigere kan potentielt øge terrortruslen mod Europa, mener terrorforskere fra Norge, der har undersøgt 121 jihadistiske terrorplaner i Europa for at kunne tegne fremtidens terrorbillede.

- Vi tror, at "Syrien-effekten" først og fremmest vil bestå i et øget antal terrorplaner, og at terrorister kan hente inspiration fra hændelser i krigsteateret, som IS' halshugningsvideoer, hedder det i en kronik udgivet torsdag.

Islamisk Stat styrket af Twitter og Facebook

Forskerne Anne Stenersen og Petter Nesser fra Norges Forsvarets forskningsinstitutt (FFI) har gennemgået terrorplaner i Europa inden for de sidste tyve år.

Og deres konklusioner stemmer overens med de udmeldinger, der allerede er kommet fra en række efterretningstjenester herunder danske PET:

De såkaldte 'Syriens-farere' er en potentiel trussel mod sikkerheden, når de vender hjem.

I FN's nyudgivne rapport er en af hovedpointerne, at terrorbevægelsen al-Qaeda i dag står langt mere svækket end efter 11. september 2001, mens Islamisk Stat har formået at vinde sympatisører fra andre lande, der sædvanligvis ikke forbindes med jihadisme.

Blandt andet på grund af Facebook, Twitter og Snapchat.

De sociale medier vil ifølge de norske forskere spille en stadigt mere aktiv rolle i planlægningen, udbredelsen og udførelsen af terroranslag.

Anne Stenersen og Petter Nesser fastslår, at Europa står over for et helt nyt trusselsbillede i takt med, at de nye medier er blevet en større del af terroristernes propagandamaskine.

- Mens jihadister er relativt traditionelle i valg af våben, er de avancerede inden for kommunikationsteknologien. Vi forventer, at flere terrorister i fremtiden vil bruge sociale medier aktivt til at kommunikere med omverdenen og indhente information under angreb.

- Det vil også være mere almindeligt at terrorister filmer egne angreb og lægger dem ud på internettet, lyder det i kronikken.

Flere angreb af soloterrorister

For at kunne forberede sig på terrorangreb på europæisk grund og kunne takle situationen, hvis en bombe eksploderer i Europa, er det derfor helt centralt, at efterretningstjenesterne finder ud af, hvad de udenlandske krigere kommer ud for i kampen for Islamisk Stat eller lignende grupperinger.

Og hvad den islamistiske kamp i Mellemøsten gør ved deres psyke og overbevisning, lyder det.

Det kan blive en af de helt store udfordringer, idet flere og flere terrorangreb bliver begået af såkaldte 'ensomme ulve' - personer som sympatiserer med grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda.

Efter 2008 er næsten 40 procent af terrorplanerne i Europa udtænkt af personer, som handlede på egen hånd, viser forskernes gennemgang.

Canada er i sorg efter to islamistiske angreb fandt sted med få dages mellemrum og kostede to soldater livet. De mindes her med lys og blomster i Montreal. (Foto: CHRISTINNE MUSCHI © Scanpix)

Har nemmere ved at skjule sig

Disse soloterrorister har mindre risiko for at blive opdaget. Terrorceller med to eller flere personer er blevet opdaget i 80 procent af tilfældene, viser undersøgelsen fra Norge.

Derfor kan Europa godt forberede sig på flere angreb og bølger af drab på vesterlændinge begået af enkeltpersoner, som allerede er sket adskillige gange de sidste år.

- Bombeangreb i folkemængder er det mest sandsynlige massedrabsscenarie efterfulgt af skydning på et offentligt sted, skriver forskerne.

Senest har der været to hændelser i Canada, hvor en 25-årig radikaliseret konvertit 20. oktober bevidst kørte to soldater ned. Den ene døde af sine kvæstelser.

Blot to dage senere skød en anden radikaliseret konvertit en soldat ved et mindesmærke foran Canadas parlament og skød efterfølgende løs inde i parlamentsbygningen.

Og i New York angreb en radikaliseret muslim for nylig flere betjente med en økse.

14-årig anholdt i Østrig

Torsdag i denne uge blev en kun 14-årig østrigsk dreng varetægtsfængslet for mistanke om terror.

Ifølge de østrigske myndigheder havde han planer om at plante en bombe på et offentligt sted i landet og slutte sig til Islamisk Stat i Syrien.

Det danske forsvars efterretningstjeneste (FE) betegner i en spritny risikovurdering terrortruslen mod Danmark som 'alvorlig'.

Antallet af hjemvendte krigere fra netop lande som Syrien og Irak, vil give militante islamister mere direkte adgang til Vesten og Danmark, lyder det fra FE.

Facebook
Twitter