Terrorgruppe udgiver "partiprogram": Hamas sløjfer krav om Israels udslettelse

Men det betyder ikke nødvendigvis, at gruppen vil acceptere Israel.

Den palæstinensiske gruppe har ledet Gaza siden 2007 (arkivfoto). (Foto: MOHAMMED SALEM © Scanpix)

Den palæstinensiske gruppe Hamas er muligvis på vej med en ny og blødere holdning til hovedfjenden Israel.

Hamas, som i flere vestlige lande oplistes som en terrorgruppe, vil sløjfe et direkte krav i sit politiske program om, at Israel skal udslettes. Gruppen støtter dog stadig en væbnet kamp mod landet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som har talt med officielle kilder i Golfen om det nye politiske program.

Israel har ikke tillid til intentionerne i dokumentet. Premierminister Benjamin Netanyahus talsmand mener, at det er spil for galleriet.

- Hamas forsøger at føre hele verden bag lyset, men gruppen vil ikke lykkes med den plan, siger talsmand David Keyes.

Talsmanden tilføjer, at Hamas graver tunneler og sender tusinder af missiler ind over Israel, hvor civile rammes.

- Det er Hamas' sande væsen, siger David Keyes.

I Hamas' nye program vil der formentlig også stå, at gruppen vil lægge afstand til Det Muslimske Broderskab, som Hamas har haft et samarbejde med, og som USA's præsident overvejer at erklære for en terrorgruppe.

Programmet ventes offentliggjort senere i dag.

Hamas er ifølge Reuters ved at skabe et bedre forhold til Golfen og til Egypten, hvor Det Muslimske Broderskab afvises som en terrorgruppe.

/ DR Nyheder /

Facebook
Twitter