Terrorist-ikon løslades før tid i Indonesien

Abu Bakar Bashir, som inspirerede til terrorangreb på Bali, kommer snart på fri fod.

Abu Bakar Bashir bag tremmer i 2011. (Foto: beawiharta © Scanpix)

Den spirituelle leder bag de terrorister, som angreb Bali i Indonesien 12. oktober 2002, vil blive prøveløsladt i næste uge. Det oplyser hans advokat til nyhedsbureauet AP.

Imamen Abu Bakar Bashir var dengang kendt som leder af den islamistiske gruppe Jemaah Islamiyah, som har fået skylden for angrebet.

202 mennesker - blandt andre tre danskere - mistede livet, da terrorister målrettet gik efter at dræbe turister med bomber på Bali.

Abu Bakar Bashir blev anholdt lige efter angrebet, men det lykkedes ikke anklagemyndigheden at få ham dømt for terror.

Han blev i stedet fængslet i 18 måneder for at have overtrådt immigrationsregler. Senere - i 2011 - fik han 15 års fængsel for at have støttet en træningslejr for islamister.

Under sin seneste fængsling har Abu Bakar Bashir erklæret troskab til terrorgruppen Islamisk Stat. Han har tidligere haft tætte forbindelser til al-Qaeda.

Den nu 80-årige Bashir bliver prøveløsladt af humanitære grunde, skriver australske ABC News.

88 australiere blev dræbt under terrorangrebet på Bali i 2002. Den australske regering betegnede sidste år Abu Bakar Bashir som hjernen bag angrebet og protesterer nu over prøveløsladelsen.

Facebook
Twitter