I løbet af første halvdel af 2019 skete det flere gange, at gerningsmænd bag blodige angreb på forhånd havde luftet deres tanker på hjemmesiden 8chan, der er kendt for at lægge adresse til ekstreme synspunkter.
Det skete blandt andet forud for et masseskyderi i juli måned i den texanske by El Paso i USA, hvor 22 mennesker blev dræbt. Her delte gerningsmanden et manifest på siden, inden han indledte sit angreb. Ligesom der også blev delt billeder fra terrorangrebet i Christchurch, New Zealand, på 8chan. 51 mennesker døde ved dette angreb.
Umiddelbart efter skyderiet i El Paso var 8chan ikke længere tilgængelig, men i weekenden genopstod det under det nye navn 8kun. Relancering blev annonceret i en Youtube-video.
Ophavet bag såvel 8chan som det nye 8kun er, at ytringsfriheden er grænseløs, men fordi brugerne er totalt anonyme, har det udviklet sig til et sted, hvor tonen ofte er hård, hadsk og meget højreorienteret.
Tager kulturen med til den nye side
Kevin Shakir, der er freelancejournalist og underviser i digital forståelse ved Cybernauterne, fortæller, at ejerne af 8kun prøver at få brugerne til at hente et særligt anonymiseringsprogram, som forhindrer, at brugernes internetfærden kan spores.
Da programmet er besværligt at hente, kan det blive sværere at tiltrække brugere, der ikke allerede er en del af fællesskabet og kender til jargonen.
- Layoutet på 8kun spejler designet på 8chan, der ikke er brugervenligt på samme måde, som man kender det fra andre sociale medier, siger Kevin Shakir og fortsætter:
- Det mest tonegivende fora på 8chan hed 'politically incorrect' (politisk ukorrekt, red.) eller bare /pol/. Her blev der løbende spredt konspirationsteorier om Donald Trumps politiske modstandere, såvel som højreradikale idéer og indhold. Det kulminerede under terrorangrebet i Christchurch, hvor gerningsmanden brugte flere referencer til /pol/ under angrebet.
Med det nye 8kun kan vi ifølge Kevin Shakir vente os mere af det samme som fra 8chan:
- Vi må regne med, at kernebrugerne kommer til at tage den voldsomme kultur med over på den nye platform, siger han.
Minister vil have siden undersøgt
Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) iværksatte i weekenden i samarbejde med Nordisk Ministerråd en større undersøgelse, der skal afdække, hvilke unge mænd fra Norden der færdes i fora som eksempelvis 8chan.
Den skal også undersøge, hvordan disse fora på internettet påvirker og forstærker unge mænds holdning til og forståelse af ligestilling.
Det sker i et forsøg på at komme hadefulde ytringer rettet på internettet mod kvinder til livs.
Nordisk Ministerråd afsætter 700.000 kroner til undersøgelsen. Den ventes færdig i september 2020.