Terrortiltalt havde kig på Danmark, inden han googlede svenske homoklubber og stjal en lastbil

Fem personer mistede livet i terrorangreb i Stockholm sidste år.

Angrebet fandt sted den 7. april sidste år, hvor Rakhmat Akilov i en stjålen lastbil kørte ind i shoppinggaden Drottninggatan i høj fart. (Foto: FEDERIK SANDBERG © Scanpix)

Det var ikke en pludselig indskydelse, der sidste år fik Rakhmat Akilov til at pløje en lastbil igennem Stockholms centrum og slog flere personer ihjel.

Han havde derimod forberedt sig grundigt inden, og hans mål var ifølge svenske SVT at straffe Sveriges regering for at deltage i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat.

I et politiforhør, som svenske Expressen har fået indblik i, fortæller Akilov, at han oprindeligt havde tænkt sig, at hans terrorangreb skulle have fundet sted i Danmark - og ikke Sverige.

- Først ville jeg begå et terrorangreb i Danmark og ikke i Sverige. Jeg spurgte Islamisk Stat, og de svarede, at det var bedre at gøre det i Sverige.

I timerne op til angrebet havde han indspillet en video med sig selv, hvor han sagde, at nu var "det tid til at slå ihjel".

Det viser anklageskriftet mod den usbekiske mand, som nu er blevet tiltalt for både terror og forsøg på terrorisme.

- Mit mål er, at Akilov aldrig igen skal bevæge sig frit i vores samfund, fastslog anklager Hans Ihrman, efter at anklageskriftet blev offentliggjort tidligere på dagen.

Nærstuderede områderne

Angrebet fandt sted 7. april sidste år, hvor Rakhmat Akilov i en stjålen lastbil kørte ind i shoppinggaden Drottninggatan i høj fart.

Her ramte usbekeren, der forinden havde fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Sverige, en større menneskemængde. Fem personer mistede livet, mens 15 blev såret.

Akilov blev med det samme anholdt af politiet, og han erkendte efterfølgende, at han havde stået bag angrebet.

Her er ruten gennem Stockholm. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Anklageskriftet er dog først blevet offentliggjort i dag. Og ifølge SVT havde han forinden nærstuderet både Drottninggatan, Sveavägen samt Hötorget, der er et torv midt i den svenske hovedstad, for at finde det rigtige sted at udføre sit terrorangreb.

Han havde blandt andet taget billeder af stederne, og var selv blevet fanget af kameraer, mens han var i gang med at undersøge områderne.

Derudover havde han ifølge anklageskriftet søgt efter ”gay club Stockholm”, hvilket ifølge SVT tyder på, at han også havde overvejet at angribe en natklub for homoseksuelle.

Samtidig havde han via Google Translate oversat sætninger som "kom ud af bilen" og "ud af bilen, hvis du ikke vil dø" inden angrebet.

Ønsker ikke livstid

I anklageskriftet fremgår det ligeledes, at han inden angrebet havde chattet med flere forskellige personer om et muligt terrorangreb, heriblandt en, der tilhørte Islamisk Stats indercirkel.

I samtalen, der fandt sted dagen før angrebet, havde de blandt andet talt om at udføre et angreb et sted i Europa, lyder det i anklageskriftet. Rakhmat Akilov havde allerede i begyndelsen af 2017 søgt efter Islamisk Stat-propaganda på nettet. Og politiet fandt efterfølgende et hukommelseskort med IS-propaganda på.

Søgehistorikken viser samtidig, at han havde undersøgt, hvilke kemikalier der skal bruges til at fremstille en bombe. Den usbekiske mand havde da også forsøgt at udløse en bombe, der bestod af fem butangasbeholdere, skruer, knivblade og flere mindre metalgenstande, under angrebet den 7. april.

Men bomben eksploderede i lastbilens førerhus, som blev voldsomt beskadiget, men der skete ikke yderligere skader.

Forsvarsadvokaten Johan Eriksson siger i dag, at den terrortiltalte har erklæret sig skyldig i både terror og terrorforsøg. (Foto: Henrik Montgomery/TT © Scanpix)

Retsagen er sat til at gå i gang den 13. februar i Stockholm, men ifølge hans forsvarer, Johan Eriksson, erklærer Rakhmat Akilov sig allerede nu skyldig i tiltalen.

Ifølge SVT ønsker han dog ikke at blive idømt en livstidsstraf, men derimod en tidsbestemt dom.