Terrortrusler får amerikanske biografer til at aflyse film om Nordkorea

Efter hackere har truet biografer med terror, aflyser flere af dem nu forestillinger.

Filmen 'The Interview', der får amerikansk premiere til efteråret, har været meget omdiskuteret. Nu fpr trusler flere amerikanske biografer til at trække filmen. (© Sony Pictures)

En hackergruppes trusler mod at vise filmen 'The Interview' får nu en række amerikanske biografer til at trække filmen tilbage.

Filmen skulle have premiere i New York torsdag, men den forestilling er nu aflyst, skriver underholdningsmagasinet Variety.

Det sker, efter en hackergruppe på flere fildelingstjenester har offentliggjort en besked, hvor de truede de biografer, der har tænkt sig at vise filmen.

Ødelæggende angreb på Sony

Hackergruppen kalder sig selv Guardians of Peace og påstår at være identisk med de hackere, der i slutningen af november angreb filmproducenten Sony, ødelagde virksomhedens interne mailsystemer samt stjal fem film, der endnu ikke var sendt på markedet.

- Vi vil vise de steder, hvor filmen bliver vist, hvor bitter skæbnen kan være for dem, der søger underholdning i terror, skriver hackerne blandt andet i meddelelsen, som mediet Buzzfeed har offentliggjort, og fortsætter:

- Verden vil være fuld af frygt. Husk den 11. september 2001.

Stor biografkæde aflyser også forestillinger

Truslerne får også biografkæden Carmike, der driver 278 biografer på tværs af USA, til at aflyse alle planlagte forestillinger af filmen, der har amerikansk premiere 1. juledag. Tirsdag sagde Sony Pictures, at det var op til biograferne selv, hvorvidt de vil vise filmen.

I filmen spiller Seth Rogen og James Franco to journalister, der har fået et interview med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

CIA udvikler derpå en plan, hvor de to journalister skal dræbe nordkoreaneren ved et attentat. Nordkorea har kaldt filmen for "et terrorangreb."

Dansk premiere til foråret

Ifølge de amerikanske myndigheder, er der indtil videre ikke nogen efterretninger, der peger på, at filmen skulle udgøre en trussel, skriver nyhedsbureauet AP.

Angrebene på Sony fik I sidste uge filmproducenten til at nedtone verdenspremieren I Los Angeles. Således var det ikke muligt for den fremmødte presse at stille spørgsmål til filmen.

The Interview får efter planen premiere i Danmark den 2. april 2015.