Tesla-rigmand vil sende miniubåd til thailandsk grotte

Miniubåden er udviklet i samarbejde med SpaceX i Los Angeles og grotteeksperter, oplyser Elon Musk.

(Foto: JOSHUA LOTT © DR ARKIV)

Teslas grundlægger, rigmanden Elon Musk, vil hurtigst muligt sende en nybygget miniubåd afsted til Chiang Rai i Thailand.

Det oplyser han på Twitter.

Musk håber, at ubåden kan være en ekstraordinær hjælp til de 12 fodbolddrenge og deres træner, der sidder fanget i en thailandsk grotte på 15. døgn.

Miniubåden er nemlig så let, at den kan transporteres af to dykkere og er lille nok til at komme igennem selv de mest smalle steder.

- Den er ekstrem robust, skriver Musk på Twitter.

Ubåden er udviklet i samarbejde med SpaceX i Los Angeles, ligesom at udviklerne har været i tæt dialog med grotteeksperter.

Tesla-grundlæggeren udtalte tidligere på ugen, at han ville høre, hvad han kunne for at hjælpe med den store redningsaktion i Thailand. Og lørdag aften dansk tid fortæller han så, at byggeriet af miniubåden er i gang.

Miniubåden forventes at stå færdig tidligt søndag morgen dansk tid. Herefter tager det 17 timer at fragte den til Chiang Rai i Thailand, hvor redningsaktionen finder sted.

/ritzau/

Facebook
Twitter