Texas til borgere, der bliver: 'Skriv ID-nummer på armen'

Tusindvis af texanere trodser myndighederne opfordring og bliver mens orkanen Harvey raser.

Flere borgmestre i byer langs kysten i den amerikanske stat Texas har indført obligatorisk evakuering for at få indbyggerne i sikkerhed for orkanen Harvey.

I byen Victoria, der ligger 137 kilometer nord for stedet, hvor Harvey ramte kysten, fortæller borgmester Paul Polasek dog ifølge CNN, at han vurderer, at 60-65 procenter af byens indbyggere har valgt at blive. Det er til trods for, at det er obligatorisk at forlade byen.

Lidt længere sydpå langs kysten i den lille by Rockport har man bedt beboere, der har valgt at blive, om at skrive ID-nummer på armen, så deres lig er lettere at identificere.

- Vi hader at sige så nogle ting, men det er virkeligheden. Folk lytter ikke, siger borgmester i Rockport, Patrick Rios.

I netop Rockport er taget på et plejehjem kollapset, hvor mindst 10 er kommet til skade. Byens retsbygning og skole er også hårdt medtaget af de voldsomme vindstød.

Guvernøren i Texas, Greg Abbott, har advaret om, at orkanen bliver en "kæmpe katastrofe", og flere har sammenlignet den med orkanen Katrina, der i 2005 kostede omkring 1500 mennesker livet. Det skriver CNN.

Lige nu raserer Harvey kystbyerne med vindstød på mere end 200 kilomter i timen og meterhøje flodbølger.

Regn i dagevis

I øjeblikket er det den voldsomme vindstyrke på op mod 200 kilometer i timen, der volder de største problemer. Vindstødene har væltet elmaster i flere byer og flere end 200.000 er uden strøm.

Det er dog de massive mængder regn, som bekymrer myndighederne. Vejrsystemet, som orkanen Harvey er en del af, forventes nemlig at blive langs kysten ved Den Mexicanske Golf i flere dage.

Det betyder, at området kan få én meter regn, mens at stormfloder på op mod fire meter forventes at ramme kystbyerne de næste dage.

Længere inde i landet forbereder storbyer som Houston sig dog også på det værste. Houston, der er USA's fjerdestørste by, er meget lavtliggende og er derfor særligt udsat for oversvømmelser.

Hvis ikke man allerede har forladt de lavtliggende områder, kan man godt forberede sig på at blive indendørs i nogle dage, siger Houstons borgmester, Sylvester Turner.

- Folk skal vide, at det her ikke bare er overstået på et par dage.

Katrina i baghovedet

Ifølge de seneste prognoser er der stor risiko for at orkanen Harvey vil bevæge sig op langs kysten hele vejen til staten Louisiana og millionbyen New Orleans.

I 2005 ramte orkanen Katrina byen, hvilket kostede flere end 1500 mennesker livet.

- Lad mig være helt klar. Der er ikke plads til selvtilfredshed, når du har en monsterstorm i Den Mexicanske Golf. Det ved folk. Du er nødt til at være vågen, og du skal være forberedt. For som man kan se, så kan tingene vende på en tallerken, siger Mitch Landrieu, borgmester i New Orleans.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk