Thailand opretter turistdomstol i lufthavnen

Thailand vil hjælpe udlændinge, der har brug for en dommer i en fart.

(Foto: HOANG DINH NAM © Scanpix)

En specialdomstol åbnede mandag i den internationale lufthavn Suvarnabhumi i Thailands hovedstad, Bangkok.

Domstolen er oprettet for at håndtere klager fra turister, og den kan, siger myndighederne, i en fart behandle sager, der involverer udlændinge.

Sagerne behandles via videolink til en nærliggende domstol.

Klager over forbrydelser i lufthavn

Formålet er at reducere antallet af forbrydelser i lufthavnen og også forbedre Thailands omdømme.

Avisen Bangkok Post skriver, at der i Suvarnabhumi er blevet anmeldt 1980 forbrydelser i perioden januar til august.

Omkring 150.000 passagerer kommer dagligt igennem lufthavnen, og en del af dem klager over, at de bliver snydt i og omkring lufthavnen.

Taxichauffører tager overpris, og turister beskyldes fejlagtigt for at stjæle fra toldfrie butikker.

Flere 'turistdomstole'

Thailand, der venter 26 millioner turister i år, er afhængig af turistsektoren for at få valuta og bevare arbejdspladser.

Der er planer om, at der skal oprettes i alt otte af disse turistdomstole rundt om i landet.

Den 5. september blev en sådan domstol etableret i strand- og turistområdet Pattaya omkring 100 kilometer fra Bangkok.

Denne domstol skal behandle mindre sager, hvor udlændinge er involveret.

Pattaya er kendt for sit noget heftige natteliv og blev valgt som første sted for turistdomstolene, fordi byen tiltrækker flest turister og er berygtet for mange klager og meget fusk.

Tirsdag åbner en domstol i et andet turistområde, nemlig Phuket.

/ritzau/dpa

Facebook
Twitter