Thailands konge kan give dødsstødet til søsters politiske karriere

Det strider imod forfatningen og er upassende, siger landets konge om søsterens forsøg på at blive premierminister.

Thailands konge, Maha Vajiralongkorn, har ikke meget til overs for sin søsters politiske ambitioner. (Foto: © damir Sagolj, Scanpix)

Hun er tidligere skuespiller, aktiv på de sociale medier og vil forsøge at blive Thailands næste premierminister.

Men står det til kongen, Maha Vajiralongkorn, kan den 67-årige Ubolratana Rajakanya Sirivadhana Barnavadi godt skyde en hvid pil efter den drøm.

For hun er ikke hvem som helst. Hun er kongens ældste søster, og selvom hun formelt set opgav sin royale titel, da hun som 21-årig blev gift, bliver hun stadig betragtet som royal. Og så er det helt upassende, at hun nu søger at stille op for et politisk parti med håb om at blive valgt som premierminister den 24.marts.

Det slog kongen fast i en tv-tale her til aften, hvor han kaldte søsterens kandidatur forfatningsstridigt.

  • Thai Raksa Chart- partiets leder, Preechapol Pongpanich, ses her med et dokument, der officielt nominerer Ubolratana Mahidol som kandidat til valget den 24. marts. (Foto: © Str, Scanpix)
  • Den 67-årige prinsesse Ubolratana opgav formelt set sin titel, da hun blev gift som 21-årig i USA. I 1998 blev hun dog skilt og flyttede tilbage til Thailand. (Foto: © Bobby Yip, Scanpix)
1 / 2

Og selvom Thailand siden 1932 har været et konstitutionelt monarki, betyder det sandsynligvis, at hun ikke får mulighed for at stille op. Det vurderer seniorforsker Marte Nilsen fra Peace Research Institute i Oslo.

- Det er jo valgkommissionen, som formelt set bør komme med den besked. Ikke kongen, men det illustrerer jo, hvilken slags uformel magt kongen faktisk har, siger hun.

Støtter tidligere premierminister

Det har vakt undren, at prinsesse Ubolratana tidligere i dag blev nomineret som eneste premierministerkandidat for partiet Park Thai Raksa Chart, der er loyalt mod landets tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som i dag lever i eksil.

Partiet er blevet dannet af flere tidligere medlemmer af Pheu Thai-partiet, der vandt det seneste valg i 2011, men som blev drevet fra magten ved et militærkup i 2014.

Den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra har levet i selvvalgt eksil i Dubai siden 2006. (Foto: © Edgar Su, Scanpix)

Og prinsessens kandidatur ville da også have været noget af en gamechanger, mener Marte Nilsen.

- Hvis prinsesse Ubolratana var endt som kandidat for Phak Thai Raksa Chart, ville dette blive en total gamechanger i Thailand. Det ville betyde, at døren lukkede i for general Prayuths ambitioner om at blive genvalgt som premierminister, siger hun og fortsætter:

- Han er med al sandsynlighed på vej ud alligevel, så den største betydning er, at hendes kandidatur ville have styrket Thaksin Shinawatras politiske stilling betragteligt. Phak Thai Raksa Chart er jo loyalt mod Thaksin og hans parti Phak Phuea Thai.

Sjælden strid

Det overraskende kandidatur har hele dagen været anledning til spekulationer om, hvorvidt prinsessens udmelding skulle tolkes som, at kongehuset trådte et skridt væk fra militæret og den nuværende premierminister Prayuth Chan-ocha, der er tidligere hærchef og ledede kuppet i 2014.

Men med sin tale er der ingen tvivl om, at kongen ikke bifalder sin storesøsters valg.

- På samme måde som det politiske Thailand er splittet, og militæret er splittet, så er der også forskellige positioner internt i kongehuset. Men det er sjældent, at man ser den type åbenlyse modsætninger, som vi har set i dag, siger Marte Nilsen, der dog mener, det er for tidligt at vurdere, hvad det præcist er udtryk for.

På sin instagram-konto takkede prinsessen ifølge Straits Times for nomineringen tidligere i dag. Her lagde hun vægt på, at hun benytter sig af sine rettigheder som enhver anden indbygger i Thailand og sidestiller sig med almindelige borgere uden særlige privilegier.