Thailands konge kronet: Rensede sig selv med vand fra hellige floder

Kong Vajiralongkorn blev kronet under en højtidelig ceremoni.

Den thailandske kong Maha Vajiralongkorn blev i dag kronet ved en ceremoni i det kongelige palads i Bangkok.

Det betyder, at han officielt har indtaget den trone, som han overtog efter sin fars død for to år siden.

Efter den officielle kroning iførte kongen sig den 7,3 kilo tunge krone, 'sejrskronen', som et symbol på sin nye status. Kronen er mere end 200 år gammel, 66 centimeter høj og pyntet med diamanter og guld.

Ceremonien startede klokken lidt over 10 lokal tid og indeholder både hinduistiske og buddhistiske ritualer. Den gav et sjældent indblik i et ellers isoleret kongeliv for de mange mennesker, der var mødt op foran paladset.

Kong Vajiralongkorn er den tiende monark i Chakri-dynastiet, der har regeret siden 1782.

Vajiralongkorn ankom til paladset i morges, hvorefter han blev velsignet af lederen af landets munkeorden.

Inden han blev kronet, klædte han om fra sin militæruniform og iførte sig en hvid kåbe, mens han gjorde sig klar til den royale renselsesceremoni.

Her rensede han sig selv med helligt vand, der stammer fra forskellige steder i Thailand.

  • Kroningsceremonien indeholdt både hinduistiske og buddhistiske ritualer. Kongen rensede blandt andet sig selv med helligt vand, der stammer fra forskellige steder i Thailand. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)
  • (Foto: Handout © Scanpix)
  • (Foto: THAI TV POOL © Scanpix)
  • (Foto: Handout © Scanpix)
  • (Foto: Handout © Scanpix)
1 / 5

Ikke så populær som faren

Den afdøde konge, Maha Vajiralongkorns far, blev af mange opfattet som garant for sikkerhed og kontinuitet i Thailands politiske liv. Da han døde, erklærede den thailandske regering et års landesorg.

Den nye konge har langt fra samme popularitet, som hans far havde.

Han har tilbragt det meste af sit liv i udlandet og har sjældent udtalt sig til sine undersåtter. Han har blandt andet tre forliste ægteskaber bag sig. Og i onsdags meddelte kongen, at han igen har giftet sig.

Hans fjerde kone, Suthida, som er blevet indsat som ny dronning, knælede under ceremonien i respekt foran sin mand på tronen.

For de fleste thaier var det først gang, at de har overværet den pomp og pragt, der omgiver en kroning. Det skete senest i 1950.

Den 66-årige kong Vajiralongkorn har efter kroningen også den officielle titel Ramza X, der henviser til, at han er den 10. konge i Chakri-dynastiet.

Kong Maha Vajiralongkorn ved siden af sin hustru Suthida ved dagens ceremoni. (Foto: handout © Scanpix)

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter