Thailands konge udskrevet efter syv måneder på hospital

Den 87-årige kong Bhumibol Adulyadej af Thailand er vendt hjem efter syv måneders indlæggelse på hospital.

Thailændere jubler over, at deres konge, Bhumibol Adulyadej, er udskrevet. (Foto: CHAIWAT SUBPRASOM © Scanpix)

Thailands konge, Bhumibol Adulyadej, er efter syv måneders indlæggelse på et hospital i Bangkok blevet udskrevet.

Den 87 år gamle konge blev i oktober 2014 indlagt på Siriraj Hospital for at få fjernet sin galdeblære, men er nu taget hjem til Klai Kangwon-paladset i kystbyen Hua Hin.

Han viste sig for en sjælden gangs skyld offentligt i sidste uge, hvor han deltog i en ceremoni for at markere, at det var 50 år siden, han kom til magten.

Det blev vist på direkte tv, at kongen blev udskrevet fra hospitalet, og langs ruten stod kongens støtter med tårer i øjnene og råbte til monarken.

Kronprins ikke ligeså populær

De fleste thailændere har kun prøvet at have kong Bhumibol som konge, og er bekymrede for den dag, hans søn og formodede efterfølger, kronprins Vajiralongkorn, skal overtage tronen.

Kronprinsen har aldrig opnået den samme popularitet og status som sin far, og folket frygter, at kronprins Vajiralongkorn ikke vil være i stand til at holde sammen på landet, hvis han bliver konge.

Thailand er splittet mellem politiske overbevisninger i nord og syd. I syd, hvor store dele af landets rigdom og turisme befinder sig, er man glad for kongehuset, men i nord, som er præget af landbrug og fattigdom, er man ikke meget for monarkiet, og ønsker forandring.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter