Thailandsk politi dræber soldat bag massedrab i indkøbscenter

En soldat er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker efter at have skudt og dræbt mindst 26 mennesker.

Billedet her viser det butikscenter, hvor en thailandsk soldat åbnede ild. Nyhedsbureauet Reuters har billedet fra en video på sociale medier. (Foto: NATTAYA NGANIEM © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

En thailandsk soldat, som har skudt og dræbt 26 mennesker og såret 57 andre i byen Nakhon Ratchasima, er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.

Det oplyser politiet her til morgen lokal tid.

- Det er forbi nu, siger politichef Chakthip Chaijinda til journalister ifølge nyhedsbureauet dpa.

Thailands sundhedsminister, Anutin Charnvirakul, bekræfter det også ifølge BBC på sin facebookprofil:

- Tak til politiet og hæren for at få stoppet situationen. Skytten er død!, skriver ministeren.

Tidligere her til morgen kunne der høres skud og eksplosioner inde fra indkøbscenteret Terminal 21 i Nakhon Ratchasima, også kendt som Korat.

Gerningsmanden havde forskanset sig i centeret siden i går eftermiddag.

Korat ligger cirka 260 kilometer nordøst for hovedstaden Bangkok.

Allerede sent lørdag eftermiddag lokal tid oplyste myndighederne i Thailand, at en soldat havde åbnet ild og dræbt mindst 20 mennesker.

- Vi ved ikke, hvorfor han har gjort det her. Det lader til, at han er gået amok, sagde talsmand for det thailandske forsvarsministerium Kongcheep Tantrawanit søndag morgen lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Stormede indkøbscenter

Lørdag aften stormede politi og soldater det pågældende indkøbscenter og hjalp hundredvis af personer med at flygte.

Billeder fra en lokal tv-station viser adskillige personer komme løbende ud af centeret. Personerne kom ud i grupper, nogle med børn, mens andre hjalp ældre med at komme ud.

Lokale medier har udsendt optagelser, som viser soldaten, der steg ud af en bil foran butikscenteret og åbnede ild, mens panikslagne mennesker løb væk fra stedet.

Politiet oplyser, at den 32-årige sergent, der er blevet identificeret som gerningsmanden, tidligere på dagen havde skrevet på sin Facebook-profil, at "døden er uundgåelig for alle".

Han havde samtidig lagt et billede op af sig selv bevæbnet med et håndvåben.

På et tidspunkt - efter at skyderiet var gået i gang - skrev gerningsmanden: "Skal jeg give op?", inden hans profil blev gjort utilgængelig.

Ifølge dpa skød og dræbte sergenten først sin øverstbefalende chef, før han stjal våben og et køretøj fra en militærbase.

Under sin flugt skød og dræbte han flere mennesker, før han gik amok i indkøbscenteret.

Den 32-årige sergent havde angiveligt haft en strid om penge med sin chef.

/ritzau/Reuters