Theresa May åbner for afstemning om at udsætte brexit-dagen

Den britiske premierminister tror dog stadig på, at hun kan nå til enighed med EU om en aftale.

Den britiske premierminister, Theresa May, er klar til en afstemning om at udsætte datoen for Storbritanniens udtrædelse af EU, hvis parlamentet afviser hendes aftale om brexit.

Det har hun netop meddelt medlemmerne i det britiske underhus.

Her fortalte hun, at der vil blive afholdt en afstemning den 12. marts om den brexit-aftale, hun i øjeblikket forhandler med EU om. Hvis den bliver afvist, skal parlamentet senest dagen efter stemme om, hvorvidt man ønsker at udtræde af EU uden en aftale - et såkaldt "no deal"-scenario.Bliver det også afvist, vil parlamentet den 14. marts skulle stemme om kortvarigt at udskyde datoen for udtrædelsen af EU.

- Lad mig slå fast, jeg ønsker ikke, at udtrædelsesdatoen skal udskydes, lød det fra Theresa May.

- Vores fokus skal være at lave en aftale og forlade EU den 29. marts, sagde hun.

Selvom udtrædelsesdatoen bliver udskudt, er det ifølge premierministeren stadig en mulighed, at Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Hun advarede samtidig om, at muligheden for at forhandle en aftale på plads ikke vil blive lettere, hvis datoen bliver udskudt.

Alle 27 EU-lande skal godkende, hvis Storbritannien ønsker at udsætte deres udtrædelsesdato.

Udsigt til valg

Premierministeren understregede samtidig, at en eventuel udskydelse af brexit frem til slutningen af juni vil betyde, at Storbritannien skal tage del i det kommende valg til Europa-Parlamentet, som finder sted 26. maj.

- Hvilket signal vil det sende til de mere end 17 millioner mennesker, der stemte for at forlade EU for næsten tre år siden, spurgte hun.

Oppositionsleder, Jeremy Corbyn, beskylder premierministeren for at lade tiden løbe ud i håb om, at parlamentet vil godkende hendes brexit-aftale. (Foto: ho © Scanpix)

Formand for den EU-skeptiske gruppe European Research Group (ERG), Jacob Rees-Mogg, afviser over for Sky News, at truslen om en udsættelse af brexit, kan få ham til at stemme for premierministerens aftale.

Heller ikke Labour-leder, Jeremy Corbyn, var imponeret over Mays nye forslag.

- Premierministeren fastholder, at det er hendes aftale eller ingen aftale, men Underhuset har tydeligt afvist hendes aftale og muligheden for ingen aftale, sagde han.

Hvis Labour ikke kan få flertal for dets egne brexit-forslag, som vil blive fremlagt i morgen, har partiet foreslået, at Mays brexit-aftale - hvis den bliver vedtaget 12. marts - skal til en folkeafstemning.

May: Der er fremskridt i forhandlingerne

Forinden havde hun understreget, at hendes forhandlinger med EU skrider frem, og at både EU og Storbritannien i fællesskab vil sikre, at der uanset hvad ikke vil blive opført kontrol ved grænsen mellem Nordirland og Irland.

Her kan du se, hvorfor backstop'et skaber så stor utilfredshed i Storbritannien:

Grænsespørgsmålet har været et af de helt store udfordringer i den brexit-aftale, som parlamentet tidligere har stemt ned, og som premierministeren nu forsøger at genforhandle med EU.

Datoer for kommende brexit-afstemninger i parlamentet

  • 12.marts: Afstemning om Mays brexit-aftale

  • 13.marts: Afstemning om hvorvidt Storbritannien skal forlade EU uden en aftale

  • 14. marts: Afstemning om en kortvarig udsættelse af brexit