Theresa May blev spurgt i parlamentet: 'Kan du love, danske Tove må blive i Storbritannien?'

87-årige Tove MacDonald har boet i Skotland det meste af sit liv. Nu skal hun registreres.

Vil premierministeren love Tove - og alle andre EU-borgere, der er kommet til Storbritannien på grund af arbejde og kærlighed - at de kan blive her?

Sådan lød et spørgsmål i dag fra skotten Ian Blackford i det britiske parlament til premierminister Theresa May, efter at et interview med en dansk kvinde på 87 år er gået viralt. Kvinden hedder Tove MacDonald og har boet i Skotland siden 1960.

Men på trods af at have boet 59 år i Skotland, skal Tove MacDonald nu registrere sig som udenlandsk EU-statsborger i forbindelse med Storbritanniens udtræden af EU, der efter planen træder i kraft 29. marts i år.

Og det forstår hun ikke.

- Det får mig til at føle mig rigtig ked af det, fordi det her har været mit hjem i alle disse år. Og jeg føler mig mere skotsk end dansk, siger Tove Macdonald til STV News.

Opmærksomhed fra skotsk førsteminister

Interviewet med Tove MacDonald er faldet flere for brystet på sociale medier.

Blandt andre Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon.

- At se dette gør mig lige dele ked af det og vred. Tove, der er dansk født, har boet i Skotland i 59 år, stiller det rimelige spørgsmål 'hvorfor skal jeg registreres?'. Svaret i et ord er: 'Brexit'.

- Tove, dette er dit hjem. Skotland vil have dig her, skriver førsteministeren.

Tove MacDonald har aldrig fået et britisk pas eller et statsborgerskab i forbindelse med sit ægteskab.

- Det var bare ikke nødvendigt, siger hun til STV News.

Facebook
Twitter