Theresa May overlever mistillidsafstemning

Den britiske premierminister kan fortsætte som partiformand efter mistillidsafstemning.

Den britiske premierminister, Theresa May. (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)

Storbritanniens premierminister, Theresa May, har her til aften overlevet en mistillidsafstemning i sit eget parti.

Det har Det Konservative Parti netop meddelt.

Hun fortsætter derved som konservativ partileder og som briternes premierminister.

Theresa May havde brug for opbakning fra mere end halvdelen af partiets i alt 317 parlamentarikere for at kunne fortsætte på posten.

200 tilkendegav i den hemmelige afstemning, som gik i gang klokken 19.00, at de fortsat har tillid til den 62-årige politiker. 117 tilkendegav omvendt, at de ikke længere har tiltro til hendes evner som leder af Det Konservative Parti.

Nu er hun ifølge partiets egne vedtægter fredet for en ny mistillidsafstemning i de kommende 12 måneder.

'Et elendigt resultat'

Afstemningen kom i kølvandet på den højspændte brexit-debat, der i den seneste tid har skabt stor intern splid hos de britiske konservative.

En række af parlamentarikerne er stærkt kritiske over den brexit-aftale, som Theresa May har forhandlet på plads med EU.

Aftalen skulle egentlig have været til afstemning i det britiske parlament i går, men mandag valgte premierministeren at udskyde den, og det førte fornyet kritik med sig.

Tidligere i dag kom det så frem, at 48 konservative parlamentsmedlemmer havde indgivet en mistillidserklæring om deres egen formand. Det svarer til 15 procent af de konservative parlamentarikere, og det er det, der ifølge partiets egne vedtægter er brug for, hvis man vil prøve at få afsat en partiformand.

Den 29. marts næste år skal briterne forlade EU. (Foto: Phil noble © Scanpix)

En af dem, der er ærgerlig over dagens resultat, er den EU-skeptiske Jacob Rees-Mogg.

Han kalder det ifølge Reuters et "frygteligt resultat" for premierministeren, og selvom han anerkender udfaldet, så mener han, at Theresa May bør træde tilbage.

- Der er en stor del af partiet, som hun ikke har opbakning fra, siger han.

Jeremy Corbyn, der er formand for oppositionspartiet, Labour, har længe kritiseret den aftale, som Theresa May har indgået på vegne af Storbritannien. Han siger ifølge Reuters, at dagens resultatet "ikke kommer til at ændre på noget for det britiske folk".

- I næste uge bliver hun nødt til at tage sin elendige aftale med tilbage til Underhuset, så parlamentet kan tage kontrollen tilbage over den, siger han i en udtalelse.

'Klar til at færdiggøre opgaven'

Theresa May vil om kort tid komme med en kommentar.

Men hun undestregede allerede tidligere i dag, at hun gerne vil blive på posten og færdiggøre arbejdet med briternes skilsmisse fra EU.

- Jeg står klar til at færdiggøre opgaven. Brexit er folkets ønske, og det skal leveres, sagde hun til pressen.

Kort inden dagens afstemning fortalte hun ifølge flere britiske medier sine partifæller, at hun vil træde tilbage som partiformand, inden briterne igen skal til parlamentsvalg i 2022.

May var "krystalklar: Hun vil ikke stå i spidsen for Det Konservative Parti ved næste valg", lød det fra det konservative parlamentsmedlem Nick Boles på Twitter.

- Nu må vi samles om Theresa May og levere BREXIT, tweetede en anden parlamentariker, Chris Philp.

Storbritannien forlader EU den 29. marts næste år.

Facebook
Twitter