'Ti år efter revolutionen er det nye Egypten stadig som det gamle Egypten'

DR's mellemøst-korrespondent, Puk Damsgård, skriver om livet i sin hjemby Kairo ti år efter, revolutionen brød ud. 

(Foto: Amr Nabil)

Fjernsynet udsendte en fornemmelse af oprejsning i Shakers stue den dag i august 2011.

Egyptens diktator gennem tre årtier, Hosni Mubarak, lå på en båre i retten anklaget for at beordre de skud, der dræbte Shakers søn og 850 andre demonstranter under revolutionen.

Shaker tørrede øjnene med en serviet. Endelig.

- Det var et af vores vigtigste krav i revolutionen. Mubarak skulle for en offentlig domstol, snøftede han dengang. Lettet.

Men diktatorens livstidsdom blev i 2017 omstødt. I 2020 døde han som en fri mand.

Han modtog endda en statsmandsbegravelse flankeret af præsident Abdel Fattah el-Sisi, landets nye stærke mand med militæret i ryggen.

Og stemmerne fra revolutionen hvisker i krogene.

Du kan se eller gense besøget hos Shaker Abdel Fatah tilbage i 2011 her:

Her begyndte det hele

For et årti siden fik det egyptiske folk en stemme.

På Tahrir-pladsen i Kairo samlede de sig og råbte på social retfærdighed og frihed. De blev banket, fik skudt øjnene ud af politiets gummikugler og de blev slået ihjel.

Tahrir-pladsen i november 2020 (tv.) sammenlignet med hvordan den så ud i februar 2011, hvor tusindsvis fejrede, at Hosni Mubarak var væk. (Foto: KHALED DESOUKI © AFP or licensors)

Men de blev stående, og revolutionerne bredte sig i den arabiske verden som en uvirkelighed.

Tænk, sagde de, at det faktisk var muligt at udtrykke sin utilfredshed med regionens tyranner og diktatorer fra Tunesien til Yemen, Egypten til Syrien og Libyen.

Det folkelige pres fik det magtfulde egyptiske militær til at afsætte Mubarak.

Sådan her lød det en uge efter, Mubarak blev sat fra magten:

Ved de første frie valg til parlamentet og præsidentposten buldrede islamisterne frem. Både dem i det Muslimske Broderskab og salafisterne.

I dag er det ikke revolutionen i 2011, der former Egypten, men en anden skelsættende begivenhed.

En egyptisk kvinder holder et portræt af tidligere præsident Hosni Mubarak med et reb formet som en løkke. (Foto: MARCO LONGARI)

I skyggen af kuppet

I 2013 afsatte landets militær med forsvarminister general Sisi i spidsen broderskabets folkevalgte præsident Mohamed Mursi i et kup.

Det var værdsat af mange af revolutionens børn, der af gode grunde ikke brød sig om islamisterne.

Egypten erklærede krig mod broderskabet og gjorde det til en terrororganisation.

En protestlejr med tusindvis af utilfredse egyptere, der var imod afsættelsen af en demokratisk valgt præsident, blev brutalt ryddet af militæret, der dræbte hundreder af mennesker.

Det er i skyggen af disse begivenheder, at Sisis Egypten de seneste syv år er vokset frem.

- Egyptens identitet som civil stat var truet i 2013. Mange bakker op om Sisi som manden, der reddede landet fra islamisterne og ekstremisterne. Derudover har ikke meget forandret sig. Det nye Egypten er det samme som det gamle, siger oppositionspolitikeren Mohamed Anwar el-Sadat, nevø til Egyptens eks-præsident med samme navn, der blev likvideret efter at have indgået en fredsaftale med Israel.

Med 97 procent af stemmerne vandt Sisi det seneste valg i Egypten, hvor hans støtter her er gået på gaden i Kairo. (Foto: Mohamed Abd El Ghany)

Den spillevende el-Sadat trak sig som modkandidat til præsident Sisi ved seneste præsidentvalg i 2018 for at undgå intimideringer og arrestationer af kampagnestaben, da han erklærede:

- Det politiske klima er ikke til reel konkurrence eller lige muligheder.

Valget blev en farce.

Alle modkandidater trak sig eller blev arresteret, så staten støvede en kandidat af, der støttede Sisi og satte ham på stemmesedlen.

Præsidenten fik naturligvis 97 procent af stemmerne, og siden er forfatningen ændret, så Sisi bare kan blive siddende på magten. I hvert fald mindst til år 2030. Sisi er den nye farao, og USA's tidligere præsident Trumps “yndlingsdiktator”.

Stabilitet og økonomiske reformer

Autoritære lederes mantra er stabilitet.

Jeg har boet i Kairo siden kuppet og rundt om i de højloftede stuer, i redaktionslokaler og i kreative værksteder spørger de, hvor høj en pris de bør betale for den stabilitet.

Dem, der anerkender præsident Sisi, gør det for hans livtag med de for staten så dyre subsidier og nødvendige, men upopulære økonomiske reformer, der har været afgørende for Egyptens økonomi.

Siden han blev valgt i 2014, har Sisi fokuseret på at bringe udenlandske investorer og turisterne tilbage til Egypten med en vis succes.

Og så har han iværksat gigantiske prestigeprojekter. På kort tid blev bygget en udvidelse af Suez-kanalen, som ingen havde bedt om, men som forkorter sejltiden.

Den nye kanal blev indviet til stor fanfare, hvor Sisi talte om at turde drømme.

I ørkenen uden for Kairo rejser sig New Administrative Capital - et andet massivt investeringsprojekt med Afrikas højeste tårn og alt fra operahus til diplomat- og kulturkvarter.

Her kan du se mere af New Administrative Capital:

Kineserne er i færd med at bygge tårnet og finanskvarteret, såvel som Kina ifølge masterplanen skal husere i en ambassade på 80.000 kvadratmeter.

Katedral, moskeer, ministerier, det nye parlament og præsidentpalads skyder op af sandet.

Det egyptiske militær er storaktionær i foretagendet, og på byggepladsen er uniformsklædte mænd i gang med gravearbejdet ved en ny “Folkets Plads” - en slags moderne udgave af Tahrir-pladsen, hvor det i hvert fald ikke er meningen, revolutionære masser skal finde hen.

Den nye hovedstad bliver et beskyttet tilflugtsted for den politiske elite.

Mundkurven

Egypten er i færd med at brande sig selv udadtil - ikke mindst ved afholdelsen af VM i håndbold - men noget forstyrrer billedet.

Ofte strømmer både kulørte og mørke historier ud, som omverdenen først tror er en vittighed. En løgn.

For kan det være rigtigt, at egyptiske sikkerhedsagenter torturerede en italiensk studerende til døde?

At nogle unge TikTok-stjerner er blevet arresteret? At menneskerettighedsfolk blev fængslet efter at have mødtes med europæiske ambassadører?

Giulio Regenis forsvinden bliver stadig markeret af menneskerettighedsaktivister. Det er fire år siden, den 28-årige italiener forsvandt fra Kairo kun for senere at blive fundet død med mærker fra formodet tortur. (Foto: MARCO BERTORELLO)

At over 500 medie og online-sider er blokeret? At en kvindes kjole var for gennemsigtig ved den internationale filmefestival i Kairo? At man forbryder sig mod “familieværdier”, fordi man har bagt en tissemandskage? At man får et halvt år i brummen for at synge, at Nilen er beskidt? At titusindvis af advokater, journalister, akademikere, aktivister og bloggere ifølge EU og FN sidder fængslet?

Ja. Dét er også Sisis Egypten. Eller som oppositionspolitikeren el-Sadat siger:

- Vi bliver nødt til at gentænke og ændre forholdene for det politiske liv, i forhold til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det er en overreaktion. Nok skal Egypten bekæmpe terror, men det er en overreaktion, siger han med henvisning til, at styret blandt andet bruger anti-terrorlove til at undetrykke meninger.

For nylig mæglede han i sagen om de fængslede menneskerettighedsfolk, der endte med at blive sat fri - ikke mindst efter massivt internationalt pres.

- Jeg oplever, at der er en åbning. At nogle i sikkerhedsapparatet forstår, at vi skal ændre kurs, siger al-Sadat.

Ingen mæglede, da “Amir” blev fængslet i fem år fra 2014-2019 for at have demonstreret mod Sisi. Som mange andre unge betalte han prisen for at udtrykke sin mening. Det gør han stadig, men nu kun anonymt.

- Stemningen omkring revolutionen er, at den skal slettes fra historien, siger Amir.

Ugerne op til revolutionens mærkedag er et eksempel på netop dét.

Sikkerhedsopbuddet i Downtown og på Tahrir-pladsen er så massivt, at et af de eneste uafhængige medier Mada Masr lader advokater komme med gode råd til, hvordan man undgår at blive arresteret.

Amir genkender det billede.

- Der er soldater og politi over det hele. De venter, ser en ung fyr, måske en med piercing eller hestehale. Kom herover, vis os din mobil. Hvad laver du, hvor skal du hen, spørger de.

Kunstneren Khaled Hafez betegner den arabiske revolution som en katastrofe:

'Revolutioner er en proces'

I 2011 mødte jeg tandlægen Ahmad Harara. Han har aldrig set mig, for han mistede synet på begge sine øjne - i to forskellige demonstrationer.

Politiets gummikugle borede sig ind og slukkede for det sidste lys.

Da jeg møder ham igen i dag, er det en anden virkelighed, vi lever i. Dengang var han gadens helt. I dag kan man slet ikke demonstrere. Dengang kunne jeg filme og rapportere frit. I dag bliver mine lokale kolleger fænglet og mine udenlandske kolleger deporteret.

Harara er ikke længere politisk aktiv. Han studerer sin anden masteruddannelse.

- Forandringer sker ikke i løbet af et øjeblik. Det tog mig årevis at forstå. Jeg ønsker social retfærdighed. Men nu er jeg gået en akademisk vej.

Hvad er det bedste håb for fremtiden?

Ahmad Harara ler. Selv i mørket har han ikke mistet sit humør.

- Det ved jeg virkelig ikke. Men jeg ved, at forandringer vil komme. Hvordan ved jeg ikke. Eller hvornår. Revolutioner er en proces.

Kritik fra EU-Parlamentet

  • I Bruxelles ser man med stor alvor på det, man betegner som den forværrede tilstand for menneskerettigheder i Egypten. Af en resolution fra EU-Parlamentet i december fremhæves en række kritikpunkter, blandt andet:

  • at tre menneskerettighedsforkæmpere efter et møde med flere ambassadører og diplomater blev anholdt af sikkerhedsstyrker og sigtet for terrorisme.

  • at den antiterror-lovgivning, der er blevet indført under al-Sisi er blevet misbrugt til at lukke munden på menneskerettighedsforkæmpere, advokater, aktivister og medlemmer af oppositionen. Ifølge organisationen Human Rights Watch er omkring 3.000 personer sat på en terrorliste, 3.000 er dømt til døden og 60.000 er blevet fængslet siden 2013.

  • tages der stærk afstand fra stigningen af henrettelse i Egypten med en opfordring til midlertidig indstilling af brugen af dødstraf med mål om at gå bort fra det og sikre en fair retsproces.

  • udtrykker parlamentsmedlemmerne dyb bekymring over tilstanden for fængslede og anholdte, der sidder i overfyldte fængsler under stærkt kritisable forhold midt under pandemien, og der opfordres til at sikre sundhedsmæssigt forsvarlige tilstande for fængslede og tilbageholdte.

  • kritiseres de egyptiske myndigheder for at have stillet sig i vejen for en mordefterforskning af den italienske forskningsassistent Giulio Regeni efter den italienske anklagemyndighed hævder at have klare beviser for, at egyptiske sikkerhedsofficerer var involveret.

Redaktionen er bekendt med “Amirs” rigtige identitet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter