For tusindvis af belgiere bliver denne mandag en påmindelse om en national tragedie.
Den største retssag i landets historie er nemlig gået i gang i dag, og den skal afgøre, hvilken rolle de ti anklagede mænd spillede i det terrorangreb, der ramte Bruxelles den 22. marts 2016, og som terrororganisationen Islamisk Stat (IS) hævdede at stå bag.
Her angreb tre selvmordsbombere den belgiske hovedstad - to bomber ved Zaventem lufthavnen og den tredje ved Maelbeek metrostation, der ligger tæt på EU-kommissionens hovedkvarter.
32 mennesker mistede livet, og over 300 blev såret.
Ofrene talte 11 nationaliteter, flere af dem bosat i hovedstaden.
En person i lufthavnen optog en video, kort tid efter at bomberne var eksploderet i lufthavnen. Der kan være voldsomme billeder i videoen.
Flere kendte ansigter
Retssagen bliver dog lidt anderledes end sædvanligvis. For i modsætning til andre lignende retssager, så er det ikke en dommer, der skal afgøre dommen i sidste ende.
Det er i stedet en jury bestående af belgiere. Dermed bliver det altså belgierne selv, der kommer til at afgøre straffen for de mænd, som er anklaget for at have dræbt 32 mennesker i deres hovedstad.
I sidste uge gik dommeren Laurence Massart i gang med at udvælge juryen ud fra en gruppe af 1.000 belgiere. Ifølge Reuters er i alt 12 blevet udvalgt, samt 24 suppleanter. Og i morgen forventes det, at dommeren vil læse det 486 sider lange anklageskrift op.
De ti mænd - deriblandt en svensk statsborger - er alle anklaget for at have deltaget i terrorhandlinger, mens ni af dem er anklaget for flere drab og forsøg på drab.
Blandt de anklagede er flere personer, der har spillet en central rolle i andre angreb, som IS stod bag.
Seks af dem er nemlig allerede dømt for at være medvirkende i terrorangrebet i Paris i november 2015, der kostede 130 mennesker livet.
En af de ti vil blive dømt absentia, da man mener, at han er blevet dræbt i Syrien, skriver BBC.
'Vi er stærkere end dem'
Selvom det gør ondt at gennemleve dagen igen, ser flere efterladte frem til retssagen.
En af dem er Charlotte Dixon-Sutcliffe, der mistede sin mand i angrebet. Hun har siden startet en organisation, der skal hjælpe ofre og efterladte for terrorangreb.
Hun håber, at der i løbet af retssagen vil blive kastet lys over myndighedernes ansvar, fortæller hun til BBC.
- Jeg synes, at den belgiske stat begik flere store fejl, både i deres håndtering af angrebet og i tiden inden angrebet. Eksempelvis at efterretningstjenesten ikke vidste, at det ville ske, og at metroen blev ved med at køre, selv efter nyheden om de to bomber i lufthavnen.
Ifølge BBC var der flere ansatte i den daværende regering og i de forskellige myndigheder, der trak sig fra deres job og undskyldte efter angrebet.
Desuden er Charlotte Dixon-Sutcliffe en af dem, der skal læse en udtalelse op i retten om de konsekvenser, angrebet har haft for hende.
- At jeg kan vise et billede af min afdøde partner i retten vil give mig noget ro. Det vil hjælpe mig med at give ham retfærdighed. De ødelagde nogle af os, men vi står sammen og er stærkere. Og vores budskab er stærkere. Det er derfor, terroristerne ikke kommer til at vinde, siger hun.
Retssagen er sat til at vare syv måneder.