Tidligere CIA-agent vil udkonkurrere Trump i præsidentkapløb

Trump-modstander stiller op som uafhængig kandidat, men har ifølge ekspert ”ingen chance for at blive præsident”.

Der er kun tre måneder til præsidentvalget, men alligevel mener Evan McMullin godt, at han kan nå at ødelægge det for Trump i visse stater. (© twitter)

Han er tidligere CIA-agent og ikke som sådan kendt i den amerikanske offentlighed.

Og nu vil han være præsident i USA.

Den 40-årige republikaner Evan McMullin stiller op som uafhængig kandidat og ser sig selv som et konservativt alternativ til Donald Trump, som mange republikanere ikke føler sig repræsenteret af.

Det skriver The Guardian.

McMullin har startet en indsamling på nettet for at rejse penge til sin kampagne. Ifølge ham selv kan han stadig nå at ødelægge det for Trump i visse stater, hvor rigmanden har mistet opbakning.

- I et år, hvor amerikanerne har mistet troen på kandidaterne fra begge store partier, er det tid til, at en ny generation af ledere træder frem, siger Evan McMullin i en skriftlig kommentar til ABC News.

- Det er aldrig for sent at gøre det rigtige, og USA fortjener meget mere, end hvad både Donald Trump eller Hillary Clinton kan tilbyde os, skriver han og fortsætter:

- Jeg tilbyder ydmygt mig selv som en leder, der kan give millioner af utilfredse amerikanere et konservativt alternativ som præsident.

Ekspert: Han har ingen chance

På Twitter, hvor McCullin er gået fra 135 til over 19.000 følgere, siden han har annonceret sit kandidatur, har han ved flere lejligheder ytret sig negativt om Trump og brugt hashtagget #NeverTrump.

Ifølge flere internationale medier støttes han af gruppen Better for America, der har efterspurgt en uafhængig kandidat til at stille op mod Trump.

https://twitter.com/Evan_McMullin/status/762713367907794944

Ifølge Anders Agner, der er redaktør på netmediet Kongressen.com, er kandidaturet symptom på den store frustration over Trump, der hersker i det republikanske parti.

- Evan McMullin er et totalt ubeskrevet blad, og han har ingen chance for at blive præsident, men hans kandidatur er et symptom på, at mange i det republikanske parti tænker: 'alt andet end Trump', siger USA-eksperten til Jyllands-Posten.

Facebook
Twitter