Tidligere CIA-direktør mister sikkerhedsgodkendelse: 'Jeg bøjer mig ikke'

John Brennan sidestiller præsident Trumps opførsel med udenlandske tyranner og despoter.

John Brennan har arbejdet sammenlagt 25 år for CIA. Nu er det slut med adgang til fortroligt materiale. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

Tidligere CIA-direktør John Brennan går til hårdt modangreb på den amerikanske præsident, Donald Trump, efter at præsidenten i går annullerede hans sikkerhedsgodkendelse og kaldte ham en uberegnelig løgner.

På Twitter skriver John Brennan, at ytringsfriheden er under angreb. Brennan er en udtalt kritiker af Trump og har blandt andet kaldt præsidentens nylige møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, for landsforræderisk.

- Denne handling er del af en bredere bestræbelse fra Trumps side på at undertrykke ytringsfrihed og straffe kritikkere, skriver den tidligere CIA-direktør.

- Den bør vække bekymring blandt alle amerikanere, deriblandt efterretningsmedarbejdere, om omkostningerne ved at sige fra. Mine principper er vigtigere end sikkerhedsgodkendelser. Jeg vil ikke bøje mig, skriver John Brennan.

Hævnaktion fra Trump

Overfor tv-stationen MSNBC uddyber den tidligere CIA-topchef, at han ser præsidentens tilbagekaldelse af hans ret til at få indblik i fortrolige efterretninger som en hævnaktion fra Trumps side.

Brennan har som kommentator på MSNBC og på Twitter ofte givet udtryk for stærkt kritiske holdninger til Trumps politik og adfærd.

Det skete senest tirsdag, hvor han skosede præsidenten for at kalde en tidligere medarbejder for "en hund".

- Hvis hr. Trump tror, at dette vil få mig til at gå min vej og være stille, tager han slemt fejl, siger John Brennan til tv-kanalen.

- Jeg har set denne type af opførsel og handlinger fra udenlandske tyranner, despoter og autokrater i mange, mange år i løbet af min karriere inden for CIA og national sikkerhed. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle se den her i USA, siger han.

Flere kan miste adgang

I USA er der tradition for, at tidligere CIA-chefer og andre ledere inden for efterretningstjenesterne beholder deres sikkerhedsgodkendelser i en periode, så de kan rådgive deres efterfølgere.

Det er så vidt vides første gang, at en amerikansk præsident har blandet sig i denne praksis.

Ifølge CNN's kilder var chefen for Nationale Efterretninger, Dan Coats, som forestår Trumps sikkerhedsbriefinger, ikke orienteret på forhånd om beslutningen

Donald Trump har tidligere gjort klart, at han også overvejer at tage sikkerhedsgodkendelserne fra en række andre tidligere topfolk, som har det til fælles, at de er kritiske over for præsidenten.

Listen tæller blandt andre den tidligere øverste efterretningschef, James Clapper, tidligere CIA-direktør Michael Hayden og præsident Barack Obamas tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rice.

Lavmælt republikansk kritik

De politiske reaktioner på Donald Trumps annullering af den tidligere CIA-direktørs sikkerhedsgodkendelse har været blandede.

Demokraterne, deriblandt deres leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, er stærkt kritiske.

Men imens størstedelen af republikanerne bakker deres præsidents linje op, er der også dem, som lavmælt stiller spørgsmålstegn ved beslutningen, skriver det politiske nyhedsmedie The Hill.

En af dem er senator Susan Collins, som også er medlem af senatets efterretningsudvalg.

- Med mindre der har været en form for læk af klassificeret information, som jeg ikke er bekendt med, ser jeg ikke grundlag for at tilbagekalde hans sikkerhedsgodkendelse, siger hun.

Trump-administrationen har hverken hævdet eller fremlagt beviser for, at John Brennan har misbrugt sin adgang til fortrolige efterretninger.

Over for Wall Street Journal kæder Donald Trump i stedet beslutningen sammen med undersøgelsen af, om russerne hjalp republikanerne med at vinde præsidentposten.

Facebook
Twitter