Tidligere dansk soldat i Afghanistan er tilbage i krigszonen: ’Jeg tænker, at det kraftedeme er løgn’

Spørgsmålet om, hvad Danmark efterlod i Afghanistan, har naget Martin Tamm Andersen, siden han rejste hjem i 2010.

Børn med skoletasker kommer gående på vejen, da afghanske sikkerhedsstyrker kører op langs muren til skolen.

De er i pansrede køretøjer. Et af dem med en maskinkanon monteret på taget. Styrkerne er bevæbnet med tunge våben.

Der bliver beordret angreb med maskinkanonen, der holder lige ved indgangen til skolen. En dreng sætter i løb.

- Jeg tænker, at det kraftedeme er løgn, det her.

Martin Tamm Andersen er tilbage i Afghanistan. Det er i oktober sidste år.

Det er otte år siden, at han var udsendt som dansk soldat i Gereshk i Helmandprovinsen, hvor britiske, amerikanske og danske styrker kæmpede nogle af de hårdeste kampe i landet. Nu er han i landet som journalist og er i gang med optagelserne til dokumentarserien Fjendeland til DR2.

De afghanske styrker angriber Taleban, der kontrollerer området i Wardak omkring 80 kilometer vest for Afghanistans hovedstad, Kabul.

Taleban skyder ikke tilbage mod de afghanske styrker, som Martin Tamm Andersen følges med. Alligevel bliver skudsalverne fra maskinkanonen ved med at lyde. Tre skud, så en pause. Så tre skud igen.

Og nu står Martin Tamm Andersen og har svært ved at fatte, at den afghanske hær bruger en skole som en slags base for et angreb mod Taleban.

- De afghanske styrker gør præcis det, som vi går og siger, at Taleban gør. At gemme sig bag civile og bruge civile huse til at angribe fra og at gøre en masse ting, der bringer civile i farezonen. Jeg er rystet over det, siger Martin Tamm Andersen.

Han er i selskab med den danske dokumentarist Nagieb Khaja, der har dækket krigen for danske og internationale medier i 14 år. Han vil vise den tidligere soldat en anden side af krigen, end den han havde adgang til i kampuniform.

Krigen er aldrig sluttet

Krigen i Afghanistan var ikke slut, da Martin drog hjem til Danmark sammen med hold 10 i 2010. Det var den heller ikke, da de sidste danske kamptropper tog hjem i 2014. Der var ikke indgået nogen fredsaftaler, og ingen part i krigen erklærede sig som militær vinder.

- Vi rejste jo ikke, fordi vi havde afgjort sagerne, eller fordi vi havde en militær sejr. Vi rejste sådan set heller ikke, fordi vi var blevet nedkæmpet af fjenden. Vi rejste bare.

Og ligesom afghanerne ikke har fået fred, har Martin heller ikke kunne slutte fred med den krig, han blev sendt ud for at deltage i for otte år siden. Han frygter, at afghanerne tænker, at danskerne bare skred.

- Krigen har naget mig, og jeg har en masse spørgsmål om den. Det føles absurd for mig, at den stadig er i gang, når det otte år siden, jeg var der som soldat, siger han.

Spørgsmålet om, hvad Danmark, USA og Storbritannien efterlod sig i Afghanistan er kun blevet større, efter at Martin Tamm Andersen forlod Forsvaret i 2017.

- Vi har jo efterladt en masse mennesker, som vi har fortalt, at vi vil skabe et bedre liv for. Det var jo det budskab, jeg kom til Afghanistan med. Men så trak vi os ud, og situationen er kun blevet værre siden.

Martin var 31 år, nyudnævnt officer og havde 10 år i hæren, en udsendelse til Kosovo og to udsendelser til Irak med sig i bagagen, da han blev sendt til Afghanistan under britisk kommando i Helmand. På det tidspunkt havde der været danske kamptropper i Helmandprovinsen i fire år.

- Det var en krig, hvor jeg håbede på, at vi kunne have succes. På det tidspunkt var det svært at finde lyspunkterne i Irak-krigen. Men jeg havde en grundidé om, at Afghanistan rent faktisk kunne lykkes, siger han.

  • Hold 10, som Martin Tamm Andersen var udsendt med, mistede fire kollegaer under udsendelsen. Flere andre kom til skade. (© PRIVATFOTO)
  • I dag er Martin Tamm Andersen stadig stolt over den opgave, han løste som soldat i Afghanistan. (© PRIVATFOTO)
  • Hold 10 på patrulje med en afghansk politistyrker. (© PRIVATFOTO)
1 / 3

Som delingsfører havde han ansvar for at uddanne og træne de lokale politistyrker.

- Mit succeskriterie var, at vi kunne være med til at skabe nogle lokale sikkerhedsstyrker, der kunne sørge for, at landet var stabilt, og at befolkningen kunne leve i nogenlunde tryghed og sikkerhed og have et ordentligt liv, når vi tog hjem igen, fortæller han.

Den afghanske politistyrke er mere kendt for korruption, interne magtkampe og udnyttelse af lokalbefolkningen end for strategiske sejre.

Samtidig har nærmest ingen af dem en grunduddannelse, og de er svære at få trænet op til et nogenlunde niveau, fortæller Martin:

- De rekrutterede fra de laveste lag af samfundet. Jeg kunne ret hurtigt se, at den politistyrke, jeg var med til at uddanne, måske ikke var det bedste alternativ for at skabe et stabilt Afghanistan.

Martin Tamm Andersen får alligevel et godt samarbejde og et personligt forhold til den afghanske betjent Farid.

Farid fra det afghanske kunne forklare Martin, hvordan politistyrkerne balancerede mellem Taleban, narkohandlere og de danske soldater. (© PRIVATFOTO)

Han hjælper Martin til at forstå, hvad det er for en balancegang, politistyrken skal navigere i. At de er nødt til at kunne overleve, når de udenlandske soldater tager hjem igen, og de selv bliver tilbage.

- Han kunne ikke være ligeglad med os danske soldater, fordi vi var de stærkeste i området. Men han kunne heller ikke være ligeglad med Taleban eller narkohandlerne, der kunne lave et attentat på ham, så de kunne drive forretningen videre, siger Martin Tamm Andersen.

Narkopåvirkede betjente som kanonføde

Det er svært at få øje på, hvilken effekt de danske, britiske og amerikanske soldaters arbejde har haft, da Martin Tamm Andersen rejser rundt i landet.

Kabul blev ramt af 30 terrorangreb i 2018. Ifølge FN blev 3.804 civile dræbt i militante angreb sidste år. 927 af dem var børn. Det er det højeste antal dræbte civile, siden krigen brød ud i 2001. Den afghanske præsident, Ashraf Ghani, oplyste for nylig, at mere end 45.000 politi- og sikkerhedsstyrker er blevet dræbt, siden han kom til magten i 2014, hvor de sidste internationale kamptropper forlod landet.

Korruption og opiumshandel er stadig voldsomt udbredt og gennemsyrer samfundet fra top til bund.

Og i Helmand er krigen mere intens end nogensinde. Den største lejr for internationale styrker i Helmand hed Camp Price, hvor der var op mod 1.500 britiske, danske og amerikanske soldater ad gangen.

Rundt om lå adskillige mindre lejrer og kontrolposter. En af dem er kontrolposten Bandi Barq.

Martin Tamm Andersen og hans deling har flere gange været i ildkamp ved checkpointet Bandi Barq. (© PRIVATFOTO)

Her har Martin set nogle af de mest morbide scener fra krigen.

- En morgen kunne man ikke få fat i checkpointet, så englænderne kørte herud. De kom i ildkamp, og da vi kommer herop, er de otte politimænd heroppe blevet myrdet i løbet af natten. De havde fået skåret halsen over. Mange havde fået skåret genitalierne af og stoppet i munden, og alle knogler var brækket.

- Det var eddermanme et grumt syn, fortæller Martin Tamm Andersen.

Det vrimler stadig med talibanere i området i dag. Det gør der også ved Patrol Base Clifton, der er en tidligere dansk lejr i det yderste af det regeringskontrollerede område ved Gereshk.

Talebans flag vajer i vinden 500 meter derfra. Forposten er bemandet af politifolk, der – ligesom tilbage i 2010 – ikke synes at være rekrutter fra det øverste lag af samfundet.

- De er tydeligt påvirket af narkotika og er helt blanke i hovedet. De er også mærket af krigen. En fortæller, at han har været der i fem år og bliver angrebet af Taliban hver aften. Det er desperate mennesker. De er kanonføde, og de er ikke meget værd i den situation, siger Martin Tamm Andersen og fortsætter:

- Der er ikke noget, der har ændret sig siden 2010. Dengang var det også fjendeland lige på den anden side af de her lejre.

Martin og hans danske kollegaer tog hjem, da de havde været i Helmandprovisen i et halvt år. Nogle har måske været der et år ad gangen.

- Det har fandeme været barske sager. Og så har der siddet en der i fem år. Man kan næsten ikke forholde sig til, hvor skræmmende det er, siger Martin Tamm Andersen.

Farid er blevet skyllet ud med toiletvandet

Noget har dog ændret sig, siden Martin var i Afghanistan sidst. Som soldat så han ikke et land eller et samfund, men kun en krigszone.

Klædt i traditionelt afghansk tøj kan han bevæge sig rundt i basaren i Gereshk, som de danske soldater var med til at beskytte, indtil de tog hjem.

- Det er et land, der veksler mellem en tålelig virkelighed og totalt kaos. I basaren er der jo folk, og de kan stadig købe mad. Og overlever. Mennesker har det jo med at overleve. Men så snart man kommer væk fra et bycentrum, så er det en krigszone.

Rejsen i Afghanistan har varet i næsten tre uger, da det lykkes at finde frem til Martins gamle kollega Farid, som han har håbet af finde i live.

Farid er blevet hårdt såret i et Taleban-angreb, og han er blevet fyret fra politistyrken, fordi han udeblev fra tjeneste. Han har været nødt til selv at betale for behandling i udlandet.

- Han er blevet ladt i stikken, og han har ikke fået nogen hjælp. Han er blevet efterladt og skyllet ud med toiletvandet af politiet. Det symboliserer det, der er ved at ske med Afghanistan, hvis vi ikke fortsætter med at engagere os på den ene eller anden måde.

Giver fjenden hånden

Der er blevet sat et særligt møde op på den sidste del af rejsen i Afghanistan. Martin Tamm Andersen skal mødes med en talebaner. En af dem, der var så stor en fjende, at Martin var klar til at slå ihjel for otte år siden.

Nu giver han hånd til en mand, der er tildækket fra top til tå. Han sidder over for en mand, hvis syn på internationale soldater ikke har rykket sig i årevis.

Der er en vis symbolik i deres møde. Det var den daværende amerikanske præsident George Bush, der drev USA i krig i 2001 for at vælte Talebanregimet med militær magt. Det var den krig, Martin blev en del af.

Og mens Martin Tamm Andersen sidder over for talebaneren, har USA og Taleban siden starten af sidste år været i gang med fredsforhandlinger, der skal munde ud i en fredsaftale i landet.

Så sent som i torsdags tilbød det amerikanske forsvarsministerium en plan for en sådan fredsaftale. Den plan indebærer, at Taleban deler magten med regeringen i Kabul. Til gengæld vil USA trække samtlige vestlige soldater ud af landet inden for tre til fem år.

Martin Tamm Andersens verdenssyn er så langt fra talebanerens verdenssyn, som det næsten kan komme, men sådan en aftale giver mening for ham.

- Talebans ekstremt brutale og undertrykkende regime, som vi fik væltet i 2001, kommer ikke igen, selvom de indgår en fredsaftale. Så det har vi i hvert fald opnået.

- Der er ikke en løsning, der ikke involverer Taleban. Det kan man ikke komme udenom. Jeg håber, at der kommer en løsning, så os soldater også kan tænke, at det er den mindst dårlige løsning for alle. Så har det, vi har prøvet på, ikke været forgæves, siger han.

Håndslaget med fjenden og gensynet med Afghanistan betyder ikke, at Martin Tamm Andersen nu kan lægge krigen bag sig, som han ellers havde håbet. Tværtimod.

- Helt grundlæggende er der noget i den her krig, der ikke giver mening. At vi ikke har skabt et resultat, som er brugbart. Det er hårdt. Det er deprimerende. Det er frustrerende, siger han og fortsætter:

- Vi skylder hinanden fortsat at debattere det her og finde meningen i den her krig. Og at få afsluttet den på en ordentlig måde. Vi kan ikke tillade os at bare at overlade Afghanistan til sig selv.

Andet og sidste afsnit af dokumentarserien Fjendeland kan ses på DR2 i aften klokken 20. Og begge afsnit kan ses her på DRTV.

Facebook
Twitter