Tidligere kansler Helmut Kohl er død

Den længst siddende kansler i efterkrigstidens Tyskland er gået bort, skriver Bild.

Helmut Kohl var i mange år leder af det kristent-demokratiske parti, CDU, i Tyskland. (Foto: Martial Trezzini © Scanpix)

Tysklands tidligere kansler Helmut Kohl er død.

Han blev 87 år, skriver avisen Bild.

Helmut Kohl var i mange år leder af det kristent-demokratiske parti, CDU, i Tyskland.

Han sad som kansler fra 1982 til 1998 og er dermed den længst siddende kansler i efterkrigstidens Tyskland, skriver Reuters.

Kohl var sammen med den franske præsident Francois Mitterrand en af de store drivkræfter bag den europæiske fælles valuta, euroen.

Han er også kendt som manden, der forhandlede Tysklands genforening på plads efter Berlinmurens fald.

Efter et slemt fald i 2008 har den tidligere tyske kansler været fysisk svækket, og i de sidste af sine leveår brugte han derfor en kørestol.

Ifølge Bild døde Kohl fredag morgen i sit hus i Ludwigshafen i den vestlige tyske delstat Rheinland-Pfalz.

Helmut Kohls periode som kansler er kun overgået af den tyske statsmand Otto von Bismarck i anden halvdel af 1800-tallet, skriver BBC.

Helmut Kohls blå bog:

  • Navn: Helmut Josef Michael Kohl.

  • Født: 3. april 1930 i Ludwigshafen, Tyskland.

  • Død: 16. juni 2017 i Ludwigshafen, Tyskland.

  • Alder: 87 år.

  • Uddannelse:

  • 1950-1956: Studerer jura, statskundskab og historie ved universiteterne i Heidelberg og Frankfurt.

  • 1958: Dr.phil. med en ph.d. om partiernes genopståen i Pfalz-området efter 1945.

  • Politisk karriere:

  • Fra 1947: Medlem af det kristeligt demokratiske CDU.

  • 1959-1976: Medlem af delstatsparlamentet i Rheinland-Pfalz, fra 1963 som CDU's gruppeformand.

  • 1966-1973: Formand for CDU i Rheinland-Pfalz.

  • 1969-1976 Ministerpræsident i Rheinland-Pfalz.

  • 1969-1973: Næstformand for CDU.

  • 1973-1998: Formand for CDU.

  • 1976-2002: Medlem af Forbundsdagen.

  • 1976-1982: Formand for CDU/CSU's forbundsdagsgruppe, oppositionsleder.

  • 1982-1998: Forbundskansler.

  • 1998-2000: Æresformand for CDU.

  • Privat:

  • 1960-2001: Gift med Hannelore Kohl. De fik to sønner sammen.

  • 2008-2017: Gift med Maike Richter.

  • 1998: Udnævnt til europæisk æresborger.

Facebook
Twitter