Tidligere leder i baskiske ETA er anholdt efter 17 år

Den tidligere ETA-leder Josu Ternera har siden 2002 været efterlyst.

Et arkivbillede af Josu Ternera taget i august 2002 i Bilbao. (Foto: RAFA RIVAS © Scanpix)

Josu Ternera, der er tidligere politisk leder i den baskiske løsrivelsesgruppe ETA, er anholdt i Frankrig.

Ternera, hvis fulde baskiske navn er Jose Antonio Urrutikoetxea Bengoetxea, har været efterlyst siden 2002.

Spanske myndigheder knytter ham til et angreb mod politikaserner i den nordlige spanske by Zaragoza i 1987. 11 personer blev dræbt i angrebet.

Spaniens indenrigsministerium oplyser, at Ternera blev anholdt 'i de tidlige timer i dag (torsdag, red.) i Sallanches i de franske alper'.

Gruppen ETA dræbte omkring 850 mennesker i sin væbnede kamp for løsrivelse af områder i Nordspanien og Sydvestfrankrig.

I maj sidste år meddelte gruppen, at den havde opløst sig selv.

Måneden forinden havde gruppen undskyldt for de lidelser, den har påført.

- Vi ønsker at vise vores respekt over for de døde, de sårede og de ofre, som ETA's handlinger førte med sig. Vi undskylder oprigtigt, lød det.

Josu Ternera stod bag meddelelsen, om at ETA var blevet opløst. Han var en af de mest indflydelsesrige skikkelser i gruppen.

/ritzau/

Facebook
Twitter