Tidligere ministre om Trumps aflysning: 'Det bedste vi kan gøre er at trække på skuldrene'

Kritikken af det aflyste statsbesøg ændrer ikke på, at USA stadig er en vigtig allieret, lyder det fra Per Stig Møller.

De to tidligere udenrigsministre, Per Stig Møller (tv.) og Uffe Ellemann-Jensen, peger på vigtigheden af ikke at gøre for stort et problem ud af Trumps aflyste statsbesøg. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Det kan godt være, der ikke har været mange rosende ord til overs for den amerikanske præsident, efter han natten til i dag aflyste sit kommende statsbesøg i Danmark via Twitter.

Men under bølgerne af vrede tweets, forargede udmeldinger og skuffelse over brud på diplomatisk etikette, er der på begge sider af Atlanterhavet en hverdag, der går videre.

Og i bedste af alle verdener, næsten så upåvirket som muligt. Sådan lyder det fra to tidligere udenrigsministre, Per Stig Møller og Uffe Ellemann-Jensen.

De har selv trykket hånd med tidligere amerikanske præsidenter, og under George W. Bush's statsbesøg i Danmark i 2005 stod Per Stig Møller, der dengang var udenrigsminister, blandt andre klar til at tage imod.

- Det klogeste, vi kan gøre er at trække på skuldrene, for det her ændrer ikke på det forhold, at USA er vores vigtigste allierede, og der er meget arbejde at gøre, lyder det fra Uffe Ellemann-Jensen.

Forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (th.) har mødt USA's tidligere præsident, George W. Bush, ved flere lejligheder. Her i Det Hvide Hus i 2002. (Foto: Ken Cedeno © Scanpix)

Også Per Stig Møller mener, at det almindelige samarbejde mellem landene på diplomatisk niveau fortsætter:

- Så kan det godt være, at USA's præsident har afsporet relationen lidt, men det ophæver ikke den almindelige interesse i at bevare et godt diplomatisk forhold, siger han og uddyber:

- Der er formentlig allerede fornuftige kræfter i gang på alle niveauer for at sikre, at det her ikke får nogle følger, for det er der ingen, der har glæde af. Vi har heller ikke nogen glæde af at fordømme amerikanerne, så på politisk topniveau må man reagere roligt - også selvom det er Trump, der har begået fejlen, siger Per Stig Møller.

Det var også en ganske diplomatisk udmelding, der kom fra den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), her til eftermiddag.

- Vi vil fra dansk side fortsætte den gode dialog, vi har og signalere overfor verden, at vi er i stand til at håndtere de udfordringer, der altså ikke forsvinder, selvom et statsbesøg bliver aflyst, sagde hun.

Mette Frederiksen slog i dag fast, at USA's præsident stadig er velkommen trods den uventede aflysning af et planlagt besøg i september. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Begrundelse vækker undren

Alligevel har aflysningen af det kommende besøg dog vakt undren hos de to tidligere udenrigsministre - mere specifikt, begrundelsen for at melde pas på besøget.

For til trods for at Donald Trump i sidste uge understregede, at hans interesse for et køb af Grønland ikke lå til grund for besøget i Danmark den 2. og 3. september, gjorde statsminister Mette Frederiksens afvisning af tanken, tilsyneladende besøget overflødigt.

Og selvom det handler om at komme videre, mener både Uffe Ellemann Jensen og Per Stig Møller, at udmeldingen fra den amerikanske præsident er noget klodset.

- Han må jo have fået ind i hovedet, at vi slet ikke vil diskutere Grønland, men der skyder han sig selv i foden, fordi både Danmark og Grønland har jo meldt ud, at man har været klar til at diskutere et styrket samarbejde, siger han.

Han henviser blandt andet til, at både i forhold til Ruslands oprustning i Arktis og kinesiske interesser i regionen var der lagt op til et en diskussion, der var til gavn for alle parter.

Kan påvirke Arktisk Råd

Også Per Stig Møller kalder aflysningen af statsbesøget en dumhed, der kan skade amerikanernes forhold særligt til Grønland.

Per Stig Møller var i 2008 som udenrigsminister med til at forhandle den såkaldte Ilulissat-erklæring på plads.

En aftale, hvor parterne indgik en form for aftale om at holde konflikter i regionen til et minimum og i fællesskab afhjæpe dem, der måtte opstå ved hjælp af internationale organer og lovgivninger.

- Forslaget om at købe Grønland var tåbeligt, men USA er optaget af Arktis og opgraderingen af Thule-radaren er strategisk meget vigtig. Derfor ville de have haft meget glæde af mødet, så det er lidt af en dumhed, Trump har begået, siger han.

Han påpeger, at det også kan svække amerikanernes position i Arktisk Råd, som USA er en del af sammen med Canada, Finland, Sverige, Norge, Island, Danmark og Rusland.

- Grønland har nu grund til at være mere skeptisk, så USA har skubbet en ven fra sig. Det er et kæmpe selvmål. Da vi indgik erklæringen om Illulisat blev der knyttet venskabsbånd mellem Grønland og USA, men det er skrøbeligt, så der er et arbjede, der skal gøres nu, siger han og uddyber:

- USA har jo et problem i og med, at præsidenten ved forslaget om at købe Grønland først fornærmer grønlænderne, og bagefter Kim Kielsen, som han skulle være mødtes med under sit besøg.

Begge tidligere ministre hæfter sig i øvrigt ved, at selv ikke den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, lod til at være vidende om præsidentens intention om at aflyse mødet i Danmark.

Facebook
Twitter