Tidligere rigsadvokat: Jeg har beviser på at Venezuelas præsident er korrupt

Den fyrede venezuelanske rigsadvokat, Luisa Ortega, siger, at hun kan bevise, at præsident Maduro er korrupt.

Luisa Ortega Diaz er rejst fra Colombia til Brasilien, hvor hun ifølge den colombianske præsident fået tilbudt politisk asyl. (Foto: Ueslei Marcelino © Scanpix)

Venezuelas nyligt afsatte rigsadvokat, Luisa Ortega Diaz, som er flygtet til Brasilien, oplyser nu, at hun har beviser for, at Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, er korrupt.

- Jeg har masser af beviser, siger hun til en juridisk konference i Brasilien ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er ikke klart, hvilke beviser Ortega Diaz mener at besidde. Til konferencen lyder det, at hun har følt sig truet på livet.

- Jeg har modtaget trusler om, at man måske vil true mig på livet, og jeg har fortalt Venezuelas regering, at den er ansvarlig, hvis det sker, siger hun.

Ortega Diaz har siden marts været en af præsident Maduros mest åbenmundede kritikere. Til konferencen holder hun fast i sin kritik af styret.

- Retssamfundet er dødt i Venezuela. Stabilitet i regionen er i fare, siger hun.

Maduro og hans regering er kommet under voldsom international kritik efter et omstridt valg tidligere på måneden. Her blev der sammensat et råd, udelukkende bestående af Maduro-sympatisører.

Det første, forfatningsrådet gjorde, var at fjerne Luisa Ortega Diaz fra posten som rigsadvokat.

Efter at Ortega Diaz fredag flygtede ud af Venezuela med sin mand, har præsidenten udtalt, at Venezuela vil udsende en international arrestordre på hende.

Den tidligere rigsadvokat er rejst fra Colombia til Brasilien, hvor hun ifølge den colombianske præsident fået tilbudt politisk asyl.

/ritzau/