Tidligere IS-sexslave og congolesisk læge deler Nobels fredspris

Denis Mukwege fra Congo og yazidiske Nadia Murad modtog prisen for næsen af blandt andre Donald Trump.

Dennis Mukwege modtager Nobels fredspris sammen med yazidiske Nadia Murad. (Foto: Joel Saget © Scanpix)

Det bliver lægen Denis Mukwege fra Den Demokratiske Republik Congo og den yazidiske forkæmper Nadia Murad, der modtager den prestigefyldte fredspris i 2018.

Det står klart, efter lederen for Den Norske Nobelkomite, Berit Reiss-Andersen, for kort tid siden annoncerede dette års modtager.

- De modtager prisen for deres kamp for at gøre en ende på seksuel vold som et våben i krig og konfliktzoner, lyder begrundelsen.

Denis Mukwege for sin kamp mod overgreb i Den Demokratiske Republik Congo og Nadia Murad for samme kamp i Irak.

Mukwege har offentligt kritiseret den congolesiske regering og der ud over behandlet ofre for seksuelle overgreb.

Nadia Murad er yazidi og har været holdt fanget som sexslave af terrororganisationen Islamisk Stat. Siden har hun fortalt offentligt om det misbrug, hun og andre kvinder er blevet udsat for.

Tog prisen foran Trump og Kim Jong-Un

Denis Mukwege og Nadia Murad fik prisen foran Donald Trump, Tysklands forbundskansler Angela Merkel og Cataloniens tidligere præsident Carles Puigdemont, som alle tre var spået gode chancer af bookmakerne.

Der var 331 nominerede til prisen i år, hvoraf 216 var personer og de resterende 115 bestod af grupper eller organisationer. Det er det andet største felt af kandidater, siden prisen blev uddelt første gang i 1901.

Sidste år var det organisationen ICAN, der arbejder for at gøre verden fri for atomvåben, som modtog Nobels fredspris.

Tidligere har prominente navne som Martin Luther King, Nelson Mandela, Moder Teresa og Henry Kissinger modtaget fredsprisen.

Facebook
Twitter