Til ørkenrally i Egypten: 'Kvinder, rejs jer. Kør rally, hvis det er det, I drømmer om'

I Egyptens ubarmhjertige ørken genfinder racerkørere urinstinkter, som mobiltelefonmennesket har glemt. En kvindelig debutant kører for frihed. 

Gouna, Egypten. Bag rattet af racerbil nummer 314 bølger Salma Selims krøllede hår utæmmeligt som den ørken, hun skal forcere med sin makker. På den fashionable marina i ferieparadiset Gouna på kanten af Det Røde Hav bliver rallyets kørere præsenteret, og Salma Selim vinker til publikum.

Hun er løbets debutant blandt 12 mandlige konkurrerende hold. På siden af døren er skrevet “Pilot Salma Selim A+” med henvisning til hendes blodtype. Ørkenrally er for de tykhudede, og Salma Selim udstråler det hashtag, hun bruger på sociale medier: #Shecando.

- Jeg vil bare sige én ting. Kvinder, rejs jer. Kør rally, hvis det er det, I drømmer om. Også selvom her er mange mænd, fortæller hun efter en kvalifikationsrunde på en bane til ære for sponsorerne, hvor hun har mekaniske vanskeligheder og både har råbt og grædt.

Salma Selim på vej mod præsentation på marinaen i Gouna. Hun er eneste kvindelige kører ved ørkenrallyet. Foto: Puk Damsgård.
Salma Selim på vej mod præsentation på marinaen i Gouna. Hun er eneste kvindelige kører ved ørkenrallyet. Foto: Puk Damsgård.

- Er det særligt svært at være dig her? Spørger jeg med tanke på, at en af hendes mandlige konkurrenter netop har trøstet og opmuntret hende med ordene “det kan ske for os alle”. Salma Selim slår ud med armene - himler vel nærmest over mit spørgsmål med øjnene, som er gemt bag grønlige kontaktlinser og et tykt lag mascara.

- Det er Egypten. Hvad tror du selv?

Årets eneste ørkenrally

Coronapandemien har aflyst flere løb for de ellers grænseløse ørkenkørere. Brødrene Omar og Hesham Amin har været tvunget til at lade deres ombyggede Toyota Landcruiser pickup fra 1970’erne blive i garagen.

- ISIS’ favoritmærke, konstaterer brødrenes danske assistent, Claes Raben, efterfulgt af en smittende latter.

Logoet på bilen afslører dog, at den tilhører de motornørdede Aminobrothers i de knaldrøde køredragter.

El Gouna Rally er altså det eneste ørkenrally i Egypten, der bliver gennemført i dette coronaår - også selvom løbsdirektøren gemmer sig lidt halvsløj bag et mundbind, indtil han forsvinder ude af syne med svirrende rygter om, at han er testet positiv, endnu før løbet er i gang.

I Egypten følger man devisen om at sameksistere med corona, som har været myndighedernes mantra siden begyndelsen. Det er umiddelbart let at fortrænge pandemien.

I Kairo afholdes den internationale filmfestival som normalt, blot med lidt ekstra afstand mellem publikum og krav om mundbind, der dog ikke overholdes. Restauranter trækker fulde huse med lidt håndsprit på bordene, og ørkenræsets teams samler sig med armene om hinanden for gruppefotos.

Løbets voksne vinder med sin 5-årige søn, der også kørte nogle omgange i et baneræs - stolt præsenteret som Egyptens yngste kører. “Styrthjelmen er større end ham. Det sker kun i Egypten,” som én bemærkede. Foto: Puk Damsgaard.
Løbets voksne vinder med sin 5-årige søn, der også kørte nogle omgange i et baneræs - stolt præsenteret som Egyptens yngste kører. “Styrthjelmen er større end ham. Det sker kun i Egypten,” som én bemærkede. Foto: Puk Damsgaard.

Mundbind sidder for det meste som et stykke pynt under hagen, mens man ryger en cigaret. Det føles på en sær måde livsbekræftende omend ganske ufornuftigt i en tid, hvor Egypten befinder sig i en anden bølge af smittespredning. Modsat i Danmark tester Egypten langt mindre - ofte kun i tilfælde af symptomer - og private klinikkers testresultater bliver ikke talt med.

Det betyder, at antallet af smittede forventes at være langt højere end de officielle tal, og ifølge oplysninger som myndighederne har opgivet til WHO, tester Egypten 953 personer ud af 100.000, hvilket er langt mindre end andre lande i regionen som Jordan (20.540) eller Irak (7.554).

Men ørkenræset foregår i det mindste udendørs.

Ørkenrally er ikke ligefrem en publikumsmagnet. Kun et øjeblik suser bilerne forbi, inden de forsvinder i ørkenen. Foto: Puk Damsgård.
Ørkenrally er ikke ligefrem en publikumsmagnet. Kun et øjeblik suser bilerne forbi, inden de forsvinder i ørkenen. Foto: Puk Damsgård.

Grænseløs ørken

Claes Raben, en energisk fynbo, der har boet i Egypten i mere end to årtier, har en tidlig morgen pakket Aminobrødrenes følgebil med vandpiber, lyseblå Cobb-grill, øl og vin.

Claes Raben står klar ved grillen. Foto: Puk Damsgård.

Når først brødrene er forsvundet ud på den over 300 km lange rute i Egyptens uforudsigelige ørkenlandskab, aner han ikke, hvornår han ser dem igen.

Salma Selim er trukket i sin sort-orange køredragt og har smurt sine læber i en lys, rødlig farve. Det er hendes debut som ørkenkører. Hendes løbserfaring er primært med Gokart. Hun virker anspændt. Tændt. Og nervøs.

- For mig er ørkenen grænseløs. Den er frihed. Jeg føler mig fri herude, fortæller hun.

Men ørkenen er samtidig ubarmhjertig - selv for erfarne navigatører. På vej mod løbets startpunkt ti kilometer inde i sandbankerne omgivet af takkede tinder i Egyptens østlige ørken farer flere af løbets følgebiler vild.

Brødrene Omar og Hesham Amin elsker ørkenlandskabet i Egyptens østlige ørken. Andre ørkener tættere på Libyen er blevet forbudt område på grund af problemer med militante. Foto: Puk Damsgård.
Brødrene Omar og Hesham Amin elsker ørkenlandskabet i Egyptens østlige ørken. Andre ørkener tættere på Libyen er blevet forbudt område på grund af problemer med militante. Foto: Puk Damsgård.

Pludselig stopper konvojen. Vi aner ikke, hvor vi er, eller hvor vi skal hen, og nogle ringer på satellittelefoner for at blive guidet. Et hul i konvojen er tilsyneladende ensbetydende med øjeblikkelig vildfarelse, og det, som de erfarne racerbrødre har fortalt mig, ræsonnerer pludselig for alvor.

- Ørkenrally bringer os tilbage til det oprindelige. Navigation handler om at læse landskabet. Farverne og strukturerne og at kunne se vindretningen i en sandbanke. Man skal på en måde køre barfodet. Ligesom når man vandrer barfodet i sandet med forbindelse til jorden, siger Omar.

Brødrene Omar og Hesham Amin er kommet over målstregen som et af holdene, der har gennemført. Puk: Damsgård.
Brødrene Omar og Hesham Amin er kommet over målstregen som et af holdene, der har gennemført. Puk: Damsgård.

- Vi farer ofte vild. Men den gode navigatør er den, der hurtigt får rettet os ind. Vi kører ikke ræs mod andre, men alene mod os selv i landskabet, fortæller Omar og henleder tankerne på regionens beduiner og nomader, der ved, hvordan de finder vandhuller til deres dyr, og ikke som det moderne mobilmenneske ubehjælpsomt spørger Siri om vej.

- Det er ikke altid, jeg fortæller Omar, hvis jeg er faret vild, siger Hesham, der er codriver og navigatøren, der ud fra en række piktogrammer i den udleverede rutebog skal føre dem sikkert op ad stejle bakker eller balancere på kanten af en klippe.

- At køre sammen er ligesom et ægteskab, siger Omar, og Hesham virker helt enig.

- Det er fyldt med kompromiser, og du skal vide, hvornår du skal give den anden plads. Jeg blander mig ikke i min brors navigation. I det øjeblik, jeg gør, går det galt, siger Omar.

Ørkenræs med militærgodkendelse

For brødrene er ørkenrally den ultimative grænseløshed og frihed. Noget mange savner en smule mere af, i et land hvor de fleste basale frihedsrettigheder over de senere år er blevet indskrænket.

Det egyptiske militær skal da også godkende ørkenræset, hvilket ofte først sker få timer inden start. År tilbage plejede de at køre i den vestlige ørken tættere på Libyen, men udfordringer med militante har betydet, at militæret ikke længere tillader det. Ørkenerne er i dag inddelt i kategorier, hvor nogle områder er forbudte at opholde sig i.

- Det er ørkenens natur. I al evighed vil der eksistere den slags. Landskabet inviterer jo til det, bemærker Omar.

Konvojen af følgebiler når akkurat startpunktet, da Omar og Hesham gasser op og suser af sted med en hale af støv efter sig.

Salma Selim er allerede ude på ruten. I flere timer vil vi ikke se dem, før de kortvarigt kommer forbi, inden de skal ud på den sidste del af ruten. Hvis kørerne ikke er tilbage fra første del efter fem timer, nægtes de at sætte ud på anden del, og de har dermed ikke gennemført løbet. Mørket er også en modspiller.

Mellem bjergsiderne opstiller holdene en lejr. Et team har endda medbragt et tissetelt.

Et tissetelt i ørkenen sørger for en smule privatliv, når naturen kalder. (Foto: Puk Damsgård)
Et tissetelt i ørkenen sørger for en smule privatliv, når naturen kalder.

Brødrenes forbindelse til verden, Hussein, sætter sig med en vandpibe og et vågent øje på radiokommunikationen og satellittelefonen, som kun ringer, hvis Omar og Hesham er i problemer.

Dårlige nyheder løber ind

Efter kun et par timer lyder en melding over løbsradioen.

Salma Selim er ude. Bilens ene baghjul er faldet af. Et redningshold skal ud og hente hende og codriver. Ti minutter senere bimler den satellittelefon, der helst skulle være helt stille.

Hussein og mekanikeren rejser sig og går lidt op ad en tør bakke for et bedre signal. Brødrene har problemer med gearstangen. Den er knækket, men de vil forsøge at kreere en erstatning. Claes Raben holder inde med grillpølserne.

- Der er ingen grund til at grille, hvis de ikke når ind inden fem timer og kan fortsætte ræset. Så skal vi nok bare hjem, bemærker han.

Pludselig - i sidste øjeblik - viser de sig i horisonten. Den gamle landcruiser kommer drønende i kamp mod sekunderne ind i et hurtigt pitstop med en skruetrækker som gearstang.

De har mindre end 15 minutter, før de skal være afsted igen. Mekanikeren roder med en erstatning for skruetrækkeren, mens Omar suger hurtige og lidt stressede hvæs af en cigaret.

Løbets overlegne favorit i en hjemmebygget superracer er allerede i mål og står i bar overkrop og giver brødrene råd om resten af den hårde rute op ad stejle bjergsider.

I lejren ved målstregen hænger holdene ud og griller og venter på deres kørere. Foto: Puk Damsgård.
I lejren ved målstregen hænger holdene ud og griller og venter på deres kørere. Foto: Puk Damsgård.

Tre minutter før tiden udløber, er de afsted, og Claes Raben tænder op under kullene i den lyseblå grill.

Landskabet tærer. Kun seks ud af 13 hold gennemfører. Omar og Hesham er svedige og lykkelige, da de kører i mål under den lave sol. Hesham sætter sig med vandpibe og grillpølser.

Salma Selin, ræsets eneste kvindelige kører, gennemfører ikke løbet, men bliver hyldet alligevel. Her ses hun smånervøs før løbets start på marinaen i Gouna. Foto: Puk Damsgård.

Salma Selim ser jeg ikke mere til, før hun om aftenen sender mig et billede af sin strandede bil på tre hjul “in the middle of nowhere” efterfulgt af et “gudskelov” for, at hun og makkeren ikke kom noget til.

Alligevel bliver hun om aftenen hyldet på podiet som ræsets eneste kvindelige kører.

- Jeg ville ønske, at det var mere end det, og at jeg kom i mål. Jeg gider ikke at være i en kategori kun for kvinder. #shecando, skriver hun.

I den vidtstrakte ørken skal kørerne køre over 300 kilometer, inden de passerer flaget og kommer i mål. Det gjorde under halvdelen af kørerne. Foto: Puk Damsgård.
I den vidtstrakte ørken skal kørerne køre over 300 kilometer, inden de passerer flaget og kommer i mål. Det gjorde under halvdelen af kørerne. Foto: Puk Damsgård.

    Mere fra dr.dk

    Facebook
    Twitter