Time: Danmark er grønt foregangsland

Det er i Danmark, tingene sker på klima- og energiområdet. Andre lande kan lære meget af vores eksempel, skriver det internationale nyhedsmagasin Time.

Danmark får igen verdensomspændende reklame for sin energi- og klimapolitik.

Det amerikanske nyhedsmagasin Time bringer i sit nye nummer en lang og detaljeret gennemgang af, hvordan Danmark gennem selskabet Vestas er blevet verdens førende producent af vindmøller, hvordan offentlige tilskud til miljøvenlig energi har nedsat forbruget af fossile brændsler, og hvordan Danmark er blevet det mest energieffektive land af alle på hele Jorden.

USA og Kina bruger f.eks. næsten dobbelt så meget energi pr. produceret enhed som Danmark.

Grønne vikinger

Artiklen har forsidehenvisningen: "Vikingerne bliver grønne: Hvis man vil se fremtiden, er Danmark stedet at være" og breder sig over fire sider inde i bladet.

Time har besøgt Samsø, som i dag producerer mere CO2-fri energi end øens 4300 indbyggere selv bruger, og fremhæver Forskningscenter Risøs store betydning for Danmarks udvikling i grøn retning.

Bladet citerer statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at Danmark gerne vil være globalt udstillingsvindue:

- Man kan begrænse energiforbruget og CO2-udledningen og alligevel opnå økonomisk vækst, forklarer statsministeren.

Nyhedsmagasinet bemærker dog også, at VK-regeringen i 2001 lagde ud med voldsomme nedskæringer på hele det grønne område, men siden har erkendt, at det var en fejltagelse.

- De stoppede alt, siger Socialdemokraternes tidligere miljø- og energiminister Svend Auken, der kaldes arkitekten bag den danske miljøpolitik i 1990'erne.

Danmark to skridt foran

Bladet nævner desuden den ny undersøgelse fra konsulentfirmaet Pöyry, der sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark kan nå sit Kyoto-mål på 21 procents reduktion af udslippet af drivhusgasser.

Alligevel har danskerne meget at lære andre lande, siger klimadirektør Jake Schmidt fra en af USA's store miljøorganisationer, Natural Resources Defense Council i New York.

- De har altid været et eller to skridt foran andre (...) Danmark har bevist, at handling på klimaområdet kan være en positiv oplevelse, ikke blot noget, der gør ondt, siger Jake Schmidt.

Time udkommer i over fire millioner eksemplarer over hele kloden hver uge.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk