Texas' nye og meget vidtgående abortlovgivning har den seneste uge trukket overskrifter.
Nu er det nemlig forbudt at få en abort i staten, fra det øjeblik der kan høres hjertelyd hos fosteret - typisk i sjette uge af graviditeten.
Samtidig er den eneste undtagelse for loven "et medicinsk nødstilfælde", hvilket betyder, at man fortsat ikke kan få en abort, selvom graviditeten skyldes voldtægt eller incest.
Lovgivningen er blevet mødt af kritik fra rigtig mange kanter, og præsident Joe Biden har kaldt den i strid med forfatningen.
Nu har flere private virksomheder også kastet sig ind i kampen imod lovgivningen, skriver CNN.
Vil beskytte chauffører
Loven i Texas skiller sig ud ved at gøre det muligt for helt almindelige privatpersoner at sagsøge dem, der udfører en abort eller på anden måde hjælper en kvinde med at få en abort.
Det betyder, at chauffører, der kører en kvinde til en abortklinik, også kan sagsøges, såfremt man kan bevise, at de vidste, at det var det, kvinden skulle.
Derfor har køretjenesterne Lyft og Uber besluttet, at de dækker alle juridiske omkostninger for deres chauffører, hvis de bliver ramt af den nye lovgivning.
- Det her er et angreb på kvinders sygesikring og frie valg. Derfor har vi lavet en fond for vores chauffører, der dækker alle omkostninger for søgsmål med den nye lov, lød det fredag fra administrerende direktør i Lyft, Logan Green.
Kort efter fulgte Uber trop.
- Tak til Lyft for skubbet, skriver Ubers direktør, Dara Khosrowshahi, på Twitter.
Kampen om internettet
Også i cyberspace er den nye abortlovgivning blevet mødt af modstand. Domæne- og webhostingfirmaet GoDaddy meldte fredag ud, at hjemmesiden prolifewhistleblower.com, hvor brugere kunne anmelde mulige ulovlige aborter, var i strid med GoDaddys servicevilkår og derfor fik 24 timer til at finde en anden domæneudbyder.
Det var organisationen Texas Right to Life, der stod bag prolifewhistleblower.com. Her siger talsperson Kimberlyn Schwartz til CNN:
- De kan ikke lukke munden på os. Hvis aborttilhængerne vil fjerne vores hjemmeside, smider vi den op igen.
Søndag klokken 14.00 dansk tid, er det dog ikke muligt at tilgå prolifewhistleblower.com.
Dating-apps tager også opgør
Datingvirksomhederne Bumble og Match Group, der blandt andet ejer Tinder, har begge hovedkvarter i lige præcis Texas. De har begge besluttet at oprette fonde, der støtter organisationer, der kæmper for retten til abort i Texas.
- Vores firma tager som regel ikke et politisk standpunkt, medmindre det er relevant for vores virksomhed, men i det her tilfælde kunne jeg personligt, som en kvinde i Texas, ikke tie stille, skriver direktør for Match Group Shar Dubey i en pressemeddelelse.
Også fra Bumble er kritikken hård.
- Bumble er grundlagt af kvinder og ledet af kvinder. Vi vil fortsætte med at kæmpe mod undertrykkende love som SB8 (abortloven, red.), skriver de på Twitter.
Ifølge interesseorganisationen ACLU, der kæmper for at bevare retten til abort i Texas, er op mod 90 procent af de kvinder, der får en abort i Texas, længere henne end sjette uge.