Titusindevis sagde farvel til knivdræbt borgmester: 'Han var alle gode menneskers ven'

En 27-årig mand er i politiets varetægt - sigtet for drabet.

Borgerne i Gdansk forsamlet foran den kirke, hvor byens borgmester gennem 20 år i dag bliver stedt til hvile. (Foto: TOMASZ WASZCZUK © Scanpix)

Han sad 20 år på posten som borgmester, inden han blev brutalt stukket ned foran hundredvis af tilskuere under en velgørenhedskoncert.

I dag har indbyggerne i Gdansk, Polen, begravet deres borgmester, Pawel Adamovicz.

Tusindvis af mennesker var mødt op for at følge begravelsen på storskærme, som er stillet op foran den kirke, hvor ceremonien fandt sted. I alt deltog 45.000 personer i begravelsen, oplyser polsk politi.

Blandt andet mødte flere nuværende og tidligere polske politikere mødte op for at udvise deres sympati

Og det er ikke nogen tilfældighed, at så mange polakker var mødt op for at vise deres respekt for byens mangeårige borgmester.

Drabet på Adamovicz har nemlig rørt polakkerne dybt, fortæller Jens Mørch, redaktør på netmediet Polennu.dk, som kendte borgmesteren personligt.

- Det gør det fordi, han var europæer, han lukkede dørene op for flygtninge, han kæmpede for homoseksuelle, for alle folks rettigheder. Han var på alle måder et åbent menneske, fortæller Jens Mørch og fortsætter:

- Han var fysisk stor, men også i hjertet. Man kan ikke tage patent på venskab med Adamovicz. Han var alle gode menneskers ven.

Her kan du se, hvordan det så ud, da tusindvis af borgere fulgte Pawel Adamoviczs kiste gennem Gdansks gader i aftes:

Kø i blodbanken

53-årige Pawel Adamovicz blev stukket ned, mens han stod på scenen ved en årlig velgørenhedskoncert, hvor frivillige samler ind til byens hospitaler.

Da nyheden om, at borgmesteren var i kritisk tilstand blev offentliggjort, strømmede hundredvis af byens borgere til hospitalet for at give blod.

Borgere i Gdansk venter på at give blod i mandags. (Foto: KRZYSZTOF MYSTKOWSKI © Scanpix)

Pawel Adamovicz undergik en fem timer lang operation, men døde af sine skader og blev mandag bekræftet død af Polens sundhedsminister.

Politikere på begge fløje har fordømt drabet på den populære borgmester.

Formand for Det Europæiske Råd, polakken Donald Tusk, som også selv stammer fra Gdansk og var venner med Adamozicz, tweetede dette om drabet:

- Pawel Adamowicz, borgmester i Gdansk, en mand for solidaritet og frihed, en europæer, min gode ven, er blevet myrdet. Må han hvile i fred.

Tvivl om psykisk tilstand

Nogle frygter, at drabet på borgmesteren er sket som konsekvens af den store politiske splittelse og hårde politiske retorik, der hersker i Polen.

Anklagemyndigheden i Polen oplyser, at den 27-årige formodede gerningsmand skal underkastes en mentalundersøgelse, da der er "tvivl" om hans psykiske tilstand på gerningstidspunktet.

Manden havde afsonet en dom på fem et halvt års fængsel for medvirken til bankrøverier.

Facebook
Twitter