Tjekkiets præsident kalder flygtningestrøm for invasion

Præsident Zeman mener, at unge mænd fra Syrien skulle kæmpe mod IS og ikke rejse til Europa.

Tjekkiets præsident Milos Zeman har ikke meget til overs for unge syriske og irakiske mænd, der flygter, fordi han mener, at det er med til at styrke Islamisk Stat. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

Den tjekkiske præsident, Milos Zeman, har i sit julebudskab til befolkningen betegnet flygtningestrømmen mod Europa som en "organiseret invasion".

Han siger i talen, at unge mænd fra Syrien og Irak bør gribe til våben og gå i krig mod Islamisk Stat (IS) i stedet for at begive sig til Europa.

- Jeg er dybt overbevist om, at vi står over for en organiseret invasion, ikke en spontan bevægelse af flygtninge, siger Zeman i juletalen, der er frigivet lørdag.

Han har en følelse af barmhjertighed over for "mulige" flygtninge, som er gamle og syge og for børn, men ikke for unge mænd, der bør blive i Syrien og Irak og slås mod IS.

- Et stort flertal af de illegale migranter er unge mænd ved godt helbred og enlige, siger Zeman.

Dem, som flygter fra deres krigshærgede lande, opnår kun at styrke IS, mener han.

Den 71-årige præsident sagde videre, at de af hans landsmænd, der flygtede fra den nazistiske besættelse fra 1939 til 1945, ikke flygtede til Storbritannien for at få sociale goder, men for at komme til at kæmpe for at befri deres land.

Det er ikke første gang, at Zeman har lagt sig på den hårde linje i spørgsmålet om migranter og flygtninge, der kommer til EU. I november deltog han i en islamkritisk demonstration i den tjekkiske hovedstad, Prag. Zeman var sammen med politikere på den yderste højrefløj og en halvmilitær gruppe.

/ritzau/AFP