Tjekkiets præsident vinder første valgrunde

73-årige Milos Zeman skal op imod den liberale kandidat Jiri Drahos i anden runde af præsidentvalget.

Den siddende tjekkiske præsident Milos Zeman viser sin stemme sammen med sin kone Ivana ved første runde af præsidentvalget. (Foto: Šimánek Vít © Scanpix)

Med omkring fire ud af ti stemmer går Tjekkiets siddende præsident, Milos Zeman, videre til anden og afgørende runde af weekendens præsidentvalg.

Milos Zeman
  • 73 årig populist
  • Tidligere medlem af kommunistpartiet og af socialdemokraterne
  • Er modstander af EUs sanktioner overfor Rusland, som han gerne vil have nære relationer til, ligesom han også gerne vil have et godt forhold til Kina
  • Erklæret modstander af muslimsk indvandring, som han betragter som en 'invasion af Europa'
  • Har kaldt den islamiske verden for 'en anti-civilisation'
  • Hans tilhængere ser ham som en mand af folket: en munter kæderyger med et stort alkoholforbrug, der forstår den almindelige mand drømme og frygt
  • I løbet af sit foreløbige præsidentskab har han flere gange optrådt i sammenhænge med højrenationalister
  • Er især populær blandt ældre og dårligt uddannede vælgere fra provinsen - upopulær blandt yngre og veluddannede tjekker

Citater

Om den tjekkiske miljøgruppe Venner af Jorden, som forsøgte at beskytte en nationalpark fra ulovlig skovning:

- Jeg vil behandle dem på en god, gammeldags middelalderlig måde: brænde dem, pisse på dem og salte dem.

Om muslimske indvandre i byen Zlin:

- Vi mister vores kvinders skønhed, for de vil blive gemt væk i burkaer. Jeg kan dog godt komme i tanke om nogle kvinder, som det vil en forbedring for.

Kilder: BBC, The Guardian.

Det står klart, efter at 90 procent af stemmerne er talt op.

73-årige Zeman, der har siddet på posten siden 2013, skal op imod den liberale kandidat Jiri Drahos, som har sikret sig omkring hver fjerde stemme i første runde.

Zeman er en politiker, der deler vandene.

Siden han blev indsat på posten i 2013, er landet blevet "opdelt som aldrig før" omkring både Zeman og hans politiske projekt, skriver BBC.

Ven af Rusland

Han er modstander af EU's sanktioner mod Rusland, fortaler for et tættere forhold til kineserne og tilhænger af en meget stram indvandringskurs.

Drahos er videnskabsmand og har i modsætning til sin modstander ikke en lang karriere som politiker bag sig.

Han har ført valgkamp på at gøre op med Zemans mere venlige tone over for russerne og rykke tættere sammen med EU og Nato.

I Tjekkiet er rollen som præsident primært ceremoniel.

Men vedkommende har en vigtig rolle, når der skal dannes regering.

Derfor får resultatet af anden valgrunde, som finder sted 26. og 27. januar, stor betydning.

For siden parlamentsvalget i oktober sidste år har rigmanden Andrej Babis, der er nogen er kaldt for den tjekkiske Donald Trump, og det indvandringskritiske parti ANO haft problemer med at danne en regering.

Og her har han brug for Zeman.

Tirsdag ventes Babis nemlig at lide et nederlag, når parlamentet skal stemme om hans bud på en mindretalsregering.

Men genvinder Zeman præsidentposten, har han lovet Babis endnu en chance til at danne en regering.

Det har Jiri Drahos allerede afvist, at han vil gøre, fordi Babis bliver efterforsket for fusk med EU-midler, da han var forretningsmand.

/ritzau/Reuters