Tjekkisk domstol: Russisk hacker kan udleveres til USA

Den mistænkte hævder, at FBI har forsøgt at overtale ham til at tilstå et hackerangreb mod Demokraterne i USA.

Høringen om udleveringen af hackeren fandt sted i Pankrac-fængslet i Prag. (Foto: Michal Cizek © Scanpix)

En tjekkisk domstol besluttede tirsdag, at en russisk statsborger kan udleveres til USA, hvor han er anklaget for at hacke blandt andet Dropbox og det sociale netværk Linkedin, eller til Rusland, hvor han er mistænkt for bedrageri.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Tjekkisk politi anholdt den mistænkte i Prag den 5. oktober sidste år i samarbejde med det amerikanske forbundspoliti, FBI.

Anholdelsen skete, to dage før at USA formelt anklagede den russiske regering for at forsøge at blande sig i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Har appelleret

Rusland beskyldte straks USA for at chikanere sine borgere og lovede at kæmpe imod mandens udlevering fra Tjekkiet til USA.

Selv hævder den 29-årige anholdte, at FBI har knyttet ham til et hackerangreb på Det Demokratiske Parti i USA inden præsidentvalget i 2016. Ifølge den anholdte forsøgte FBI i februar i år at overtale ham til at tilstå angrebet.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der ikke er påvist nogen sammenhæng mellem den anholdte og angrebet på Demokraternes computere.

Straks efter tirsdagens afgørelse appellerede manden dommen til Tjekkiets Højesteret.

- Nu går sagen til Højesteret, og så bliver det op til justitsministeren at afgøre, hvilket land han skal udleveres til, og om han overhovedet skal udleveres, siger talskvinde for retten Marketa Puci til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/