Tørstige turister: Cubansk bryggeri "mangler" 14 millioner kasser øl

Efterspørgslen på øl er steget i takt med, at flere og flere turister rejser til Cuba.

Når turister fremover skal slukke tørsten på Cuba, kan det være vanskeligt at gøre det med den lokale øl fra Bucanero-Bryggeriet. (Foto: Ueslei Marcelino © Scanpix)

Planlægger du som mange andre at holde din næste ferie på Cuba, så er det muligvis dumt at bruge tid på at øve sætningen 'Una cerveza, por favor' - må jeg bede om en øl - forud for rejsen.

Det delvist nationaltejede bryggeri på Cuba, Cerveceria Bucanero S.A (Bucanero), som er eneste ølproducent i landet, har nemlig, på grund af flere turister, svært ved at følge med den stigende efterspørgsel, skriver The Guardian og Fox News.

Det er især private cafeer, barer, hoteller, restauranter og tankstationer, som melder om tørlagte køleskabe og utilfredse turister, der ikke kan slukke tørsten i øl, når varmen presser på.

De konkurrerer med de statsejede turist-faciliteter om at få leveret øl fra de skrumpende lagre.

Men hvor de statsejede udelukkende kan få leveret øl fra Bucanero, så har de private dog muligheden for at lave aftaler med udenlandske leverandører. Når det er sagt, så kan det dog være en omstændig proces at importere varer til Cuba, også selvom reglerne for import er blevet løsnet de sidste år i forbindelse med styrkelsen af forholdet til USA.

Bucanero-bryggeriet har underskrevet kontrakter for den kommende feriesæson om at levere 33 millioner kasser cubansk øl. Prognosen fra bryggeriet er dog, at der kun er kapacitet til at producere 19 millioner kasser - dermed er der altså et "øl-underskud" på 14 millioner kasser.

Ifølge Fox News oplyser en repræsentant fra det cubanske statsmedie, ACN, at landet vil importere tre millioner kasser øl af mærket 'President' fra nabolandet Den Dominikanske Republik.

Til at dække resten af efterspørgslen påpeger bryggeriet, at der er behov for nye produktionsfaciliteter, og at der skal findes en løsning på leveringsproblemerne af tjekkisk malt, som bliver brugt i produktionen.

Bucanero producerer fire forskellige slags øl - Cacique, Mayabe, Cristal, og Bucanero. Cristal er den bedst sælgende og tegner sig for 47 procent af det samlede ølsalg.

Sidste år steg antallet af turister på Cuba med 17 procent fra 2014, og et rekordhøjt antal turister, 3,5 millioner, rejste til øen - heraf var 77 procent amerikanere.