Toldbetjente truet på livet: Ny brexit-grænse skaber uro i Nordirland

Spørgsmålet om den nordirske grænse var med til at trække brexit-forhandlingerne i langddrag. Nu skaber den problemer igen.

Utilfredse nordirere har malet graffiti ved havnen i Belfast. De vil have den nye toldgrænse, der ligger i det irske hav, fjernet. (Foto: PAUL FAITH © Scanpix)

Kun en måned efter, Storbritannien trådte helt ud af EU, er der voksende vrede i Nordirland. Den er rettet mod de toldbetjente, der kontrollerer varer, der kommer i havn i Nordirland fra Wales, England og Skotland.

En af truslerne lød 'Alle toldbetjente er et mål', og de har fået de lokale myndigheder i Belfast og Larne til at suspendere den nye kontrol, brexit har ført med sig.

For at undgå en grænse mellem Irland og Nordirland bliver varer kontrolleret internt i Storbritannien, når de krydser det Det Irske Hav.

Og det puster til striden i Nordirland, der er stadig er så betændt, at den var et af de helt store hovedbrud under forhandlingerne om brexit.

- Siden første dag efter brexit-afstemningen i 2016 har det stået klart, at Nordirland ville blive et helt centralt problem, og det har gang på gang udskudt brexit, inden det endelig blev færdigforhandlet i december sidste år, forklarer DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

Det er blandt andet ved havnen i Nordirlands hovedstad, Belfast, at toldbetjente siden den 1. januar 2021, hvor brexit trådte i kraft, har udført brexitrealteret toldkontrol. (Foto: Phil noble © Scanpix)

En ny grænse skaber problemer

Andre steder på havnene i Belfast og Larne, stod der 'Nordirland er britisk!' og 'EU skal ud herfra nu'. Ord, der indkapsler den evigt ulmende uenighed og kamp om identitet i Nordirland.

Selvom der har været fred i Nordirland siden 1998, er det stadig et betændt emne, om man identifcerer sig som irer eller brite. Da Storbritannien var medlem af EU, gjorde det ikke nogen forskel i praksis.

Men bruddet med EU har givet Nordirland en ny status, hvor de på en måde nærmest er afskåret fra resten Storbritannien. Det har skabt uro i den del af befolkningen, som identificerer sig som "unionister" - altså personer, der identificerer sig som briter.

- Der er stadig meget store følelser på spil for indbyggerne i Nordirland. Her efter brexit ser de med egne øjne, at de er kommet længere væk fra Storbritannien med den nye toldgrænse. Det er mange unionister rasende over. De frygter, at Nordirland er på vej til at blive en del af Irland, siger Tinne Hjersing Knudsen.

  • 'Ulster er britisk. Ingen intern grænse i Storbritannien.' Står der på et af de skilte der er hængt op ved havnene, hvor toldkontrollen fandt sted, indtil lokale myndigheder suspenderede den. Ulster er en af de fire provinser, som øen er opdelt i. Seks ud af de ni provinser i Ulster er Nordirland, og de sidste tre er Irland. (Foto: PAUL FAITH © Scanpix)
  • 'Ingen irsk havgrænse' står der malet med graffiti på en mur i den sydlige del af Belfast, hovedstaden i Nordirland. (Foto: PAUL FAITH © Scanpix)
  • Den irske havgrænse har skabt spændinger blandt den nordiske befolkning. Her har nogle nordirere udtrykt deres utilfredshed med havgrænsen, ved at lave graffiti forskellige steder i Belfast. (Foto: PAUL FAITH © Scanpix)
1 / 3

Den nye toldgrænse ligger i Det Irske Hav og er nu en form for ydre grænse til EU. Grænsen ligger der for at undgå en grænse på land mellem Irland og Nordirland, fordi det ville risikere at genoplive den årtier lange konflikt 'The Troubles'.

Men den seneste måned har nordirene mødt halvtomme hylder i supermarkedet på grund af den nye grænse. Der bliver foretaget tjek og kontrol af fødevarer, der ikke gjorde før, og det har forsinket leveringen af mange varer.

Det har fået en del af de nordirere, der identificerer sig som britere, til at protestere.

- Nordirlands nye status er blevet meget synlig. For dem, der identificerer sig som briter, er det en daglig påmindelse, når de går ud for at handle. Det er i den kontekst, man skal se truslerne mod toldbetjene, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Krisemøde om spændinger

Briterne har reelt kun været ude af EU i nogle uger, og derfor er både EU-kommissionen og regeringen i London bekymret over den seneste udvikling. Det er anden gang på en uge, det svære spørgsmål om Nordirlands nye status, er centrum for bekymring.

Førsteminister i Nordirland, Arlene Foster, fra DUP, det demokratiske unionist parti, er selv unionist. (Foto: pool © Scanpix)

I fredags var det EU-kommisionen, der ved en fejl kom til at aktivere en del af brexit-aftalen, der ville føre til en grænse mellem Nordirland og Irland. Det skete som et led i kommissionens ønske om at lave eksportrestriktioner på coronavacciner.

- Det aktuelle spørgsmål med toldbetjentene har ikke noget med det der skete i fredags, men det spiller alligevel ind i konflikten. Det er også med til at gøre folk vrede, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Nordirlands førsteminister, Arlene Foster, har i dag holdt møder med Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og EU-kommissionens vicepræsident, Maroš Šefčovič, for at diskutere de eskalerende spændinger.

- Men jeg har svært ved at se, hvad de kan gøre for at løse det grundlæggende problem, som er Nordirlands nye hybridstatus. De har vendt hver en sten i brexit-forhandlingerne, så jeg ved ikke, hvad de skulle kunne finde på nu, som de ikke allerede har overvejet, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Facebook
Twitter