Tom Daschle trækker sig som minister

Tom Daschle, som var udset af præsident Barack Obama til ny amerikansk sundhedsminister, trækker sig efter kritik af hans skatteforhold.

Tom Daschle og Barack Obama i december, hvor Daschle blev udpeget som kommende sundhedsminister. (Foto: Tannen Maury © Scanpix)

Tom Daschle, som skulle have været sundhedsminister i USA, trækker sig på grund af kritik af hans skatteforhold. Han skulle have gennemført sygesikringsreform.

Den tidligere formand for Senatet trak sig tirsdag med henvisning til, at han ikke ønsker, at hans arbejde bliver distraheret af, at en skattesag har tvunget ham til at skulle betale 140.000 dollar (godt 800.000 kr.) tilbage i skat.

- Her til morgen bad Tom Daschle mig om at trække hans nominering som sundhedsminister tilbage, sagde USA's præsident, Barack Obama, i en erklæring.

- Jeg accepterer hans beslutning med sorg og beklagelse, sagde Obama.

Vil ikke sløre billedet

Dermed er Daschle også ude af billedet til et job i Det Hvide Hus, hvor han skulle have stået i spidsen for en større reform af USA's sygesikringssystem. Planen var, at Daschle både skulle have bestridt posten som sundhedsminister og posten i Det Hvide Hus.

Daschle sagde i en erklæring, at han trækker sig, fordi han ikke vil sløre billedet.

- Dette arbejde kræver en leder, som kan arbejde med Kongressens og det amerikanske folks fulde tillid, uden at der er sager, der distraherer, sagde Daschle.

- Lige nu er jeg ikke den leder, og jeg ønsker ikke at være en, der bidrager med distraktion, sagde Daschle.

Facebook
Twitter