Tom Hagen er løsladt

Norsk højesteret har løsladt den drabssigtede milliardær, Tom Hagen.

Tom Hagen er fredag blevet løsladt efter at have været varetægtsfængslet siden slutningen af april. Han er fortsat sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru. (Foto: © Ørn E. Borgen, Scanpix)

Den norske rigmand, Tom Hagen, er blevet løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i sagen om sin hustrus forsvinden siden slutningen af april. Han er sigtet for drab eller medvirken til drab.

- Dette er på ingen måde en overraskelse, siger Tom Hagens forsvarer, Svein Holden, til norske medier.

Han havde anket den oprindelige afgørelse om, at Hagen skulle være fængslet, mens politiet fortsætter deres efterforskning. Det fik han medhold i i går i landsretten, men dette blev prompte anket af anklagemyndigheden. Det er den anke, som højesteret nu har behandlet. Her var man altså enig med landsretten om, at beviserne mod Tom Hagen er for svage til, at han skal frihedsberøves.

- Vi er lettede og glade, men ikke overraskede, siger Ståle Kihle, der er bistandsadvokat for Tom Hagen og de tre børn, han har med sin kone, Anne-Elisabeth Hagen, til vg.no.

Tom Hagen er dog fortsat sigtet i sagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Vores mål er stadig at finde Anne-Elisabeth Hagen og finde ud af, hvad der er sket med hende, lyder det.

Erklæret død uden lig

Anne-Elisabeth Hagens sidste livstegn var et telefonopkald til et familiemedlem 31. oktober 2018 om morgenen. Senere på dagen meldte Tom Hagen hende forsvundet, da han havde fundet et brev med et krav om løsepenge fra formodede kidnappere. Sagen blev derfor i første omgang efterforsket som en bortførelse, men sidste sommer slog politiet fast, at der sandsynligvis var tale om et drab.

For tre måneder siden blev Anne-Elisabeth Hagen erklæret død. Hendes lig er aldrig blevet fundet.

Tom Hagen blev anholdt 28. april. Tidligere i dag blev en 30-årig mand med relation til Tom Hagen anholdt. Som Hagen er han sigtet for drab eller medvirken til drab.

Tom Hagen er direktør i den norske elvirksomhed Elkraft og er blandt Norges rigeste.