Tony Blair er nu blevet katolik

Efter flere måneders spekulationer er Storbritanniens forhenværende premierminister Tony Blair konverteret til katolicismen.

Tony Blair, der her ses sammen med paven ved en tidligere lejlighed, konverterede i går til den katolske tro. (Foto: Osservatore Romano © Scanpix)

Lige akkurat i tide inden kirkebesøgene i juletiden har Storbritanniens tidligere regeringschef Tony Blair skiftet tro og er konverteret til katolicismen.

Efter måneder spekulationer vendte Blair fredag aften den anglikanske kirke ryggen ved en messe i London.

MediaLinks:

Trosskifte var ventet

Den 54-årige ekspolitikers trosskifte har været ventet, lige siden han efter 10 år ved magten gik af i juni.

I forvejen er både hans hustru Cherie og deres fire børn katolikker, og Blair har ifølge kardinal Cormac Murphy-O'Connor forberedt sig på sit trosskifte ved at deltage i et særligt program de seneste måneder.

- Jeg er meget glad for at byde Tony Blair velkommen i den katolske kirke, siger det britiske katolske overhoved i en erklæring.

Den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury Rowan Williams, ønskede Blair alt det bedste på hans "katolske pilgrimsfærd".

/Ritzau

Facebook
Twitter