Topchefer og ministre boykotter prestige-konference i Saudi-Arabien

Sagen om forsvunden journalist får flere prominente virksomheder til at nægte at møde op.

Mange store virksomheder har meldt fra til den årlige konference "Future Investment Initiative", som starter i næste uge i Saudi-Arabien. Det har de gjort på grund af den mystiske sag om journalist Jamal Khashoggi. (Foto: HAMAD I MOHAMMED © Scanpix)

Når Saudi-Arabien med kronprins Mohammed bin Salman i spidsen i næste uge er vært for en stor investeringskonference, bliver det med langt færre deltagere end planlagt.

Over 3.800 direktører, journalister og investorer ville oprindeligt være fløjet til hovedstaden Riyadh for at deltage i konferencen 'The Future Investment Initiative'.

En konference, der bliver sammenlignet med det årlige økonomiske topmøde i byen Davos i Schweiz og kaldes "Davos i ørkenen".

Men Tyrkiets beskyldninger om, at saudiarabiske agenter har dræbt journalisten Jamal Khashoggi i Istanbul har fået flere prominente virksomheder til at nægte at møde op.

Første afbud kom fra Ubers administerende direktør, Dara Khosrowshahi, og siden har flere topledere fra blandt andre JPMorgan Chase, Blackrock, MasterCard, HSBC og Ford meldt fra.

Flere store medier vil heller ikke møde op til den tre dage lange konference, skriver CNN.

Og senest har den franske finansminister, Bruno Le Maire, meddelt, at han heller ikke vil deltage som følge af sagen om den forsvundne journalist. Det samme har Hollands finansminister, Wopke Hoekstra, ifølge nyhedsbureauet ANP gjort.

Finansministerens deltagelse på konferencen var en del af programmet på en større planlagt handelsmission i Saudi-Arabien. Hele turen er nu aflyst.

Prestigeprojekt for Saudi-Arabien

Saudi-Arabien benægter fortsat at have noget med Khashoggis mystiske forsvinden at gøre.

Men ikke desto mindre har beskyldningerne om, at oliestaten har dræbt den mangeårige kritiker af kongedømmet også fået topledere fra nogle af konferencens allerstørste samarbejdspartnere til at melde afbud, skriver Quartz.

De mange afbud er et eksempel på, hvor alvorlig Khashoggi-sagen er for Saudi-Arabien, siger DR's korrespondent i Mellemøsten, Michael S. Lund.

- Det er nogle af verdens største firmaer og institutioner, som melder afbud, og nogle af firmaerne er endda afhængige af saudiarabiske investeringer, så der skal meget til, at de tager afstand fra kongedømmet, siger han og uddyber:

- Det har været et kæmpe prestigeprojekt for Saudi-Arabiens kronprins at stable konferencen på benene, og det er en del af hele hans strategi om at tiltrække udenlandske investeringer og firmaer. Det er selvfølgelig ikke noget, der vælter landets økonomi, at topcheferne melder afbud, men det et et stort nederlag for kronprinsen, siger Michael S. Lund.

Vestas deltog i konferencen sidste år. De deltager ikke i år, men har oplyst til DR Nyheder, at det hele tiden har været planen.

Dansk Erhverv og Dansk Industri fortæller til DR Nyheder, at de har ikke kendskab til danske virksomheder, som deltager.