Topdemokrater kræver Trump fjernet fra posten før tid

Ledere i begge Kongressens kamre vil have Mike Pence til at trække tæppet væk under præsidenten.

Nancy Pelosi siger torsdag, at præsident Trump er dødelig for demokratiet i USA. (Foto: SHAWN THEW © Scanpix)

En helt bestemt paragraf i USA's forfatning bliver diskuteret heftigt i hovedstaden Washington D.C. i dag.

Det drejer sig helt præcis om sektion 4 i den 25. tilføjelse til forfatningen. Den gør det muligt for USA's vicepræsident at fjerne en siddende præsident fra posten, hvis han vel at mærke har opbakning fra flertal af landets ministre.

Tidligere på dagen har menige demokratiske kongresmedlemmer krævet præsidenten afsat, efter demonstranter på Trumps opfordring stormede Kongressen i Washington.

Og nu har de fået opbakning fra de helt store kanoner i partiet.

Både den demokratiske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, opfordrer vicepræsident Mike Pence til at udløse tilføjelsen.

Ny rigsretssag

Nancy Pelosi siger, at hun forventer en hurtig reaktion fra vicepræsident Mike Pence. Hun understreger samtidig, at hvis det ikke sker, bør Kongressen træde sammen for at rejse en ny rigsretssag mod præsidenten.

Et enkelt republikanske kongresmedlem, Adam Kinzinger, vil også have Trump fjernet.

- Alting tyder på, at præsidenten har mistet sansen for realiteterne - ikke blot i forhold til hans pligter og edsaflæggelse som præsident, men også i forhold til virkeligheden, siger Adam Kinzinger i en video på Twitter.

Ifølge Chuck Schumer skal Donald Trump ikke være præsident "en dag længere".

- Det, der skete ved USA's Kongres i går, var et oprør mod Amerikas Forenede Stater, ansporet af præsidenten, siger han i en udtalelse ifølge Ritzau.

Tavse ministre

Den 25. tilføjelse kan både udløse en midlertidig eller permanent fjernelse af en præsident. Beslutningen kan træffes, hvis en præsident eksempelvis er invalideret.

Ifølge Chuck Schumer er udløsning af den 25. tilføjelse den hurtigste og mest effektive måde at afsætte Donald Trump på.

Hvis vicepræsidenten og regeringen nægter, "bør Kongressen samles for at stille præsidenten for en rigsret", lyder det fra demokraten.

Der lader ikke umiddelbart til at være opbakning blandt ministrene i regeringen til at tage det drastiske skridt at afsætte Trump, skriver nyhedsbureauet AP. Ingen af ministrene har foreløbig udtalt sig om muligheden offentligt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter