Tornado-overlever: Ting fløj rundt som i katastrofefilm

Larmen fra skypumpen var ulideligt høj, fortæller øjenvidne, som søgte tilflugt i en lade i Oklahoma.

Lando Hite beretter, hvordan han sprang ind i en lade, inden den kollapsede. Den kraftige vind rev amerikaneren og den ødelagte lade et stykke ned ad vejen, hvorefter tornadoen gav slip. På billedet ses beboer i kvarteret Moore ved Oklahoma City. (Foto: GENE BLEVINS © Scanpix)

Øjenvidnet Lando Hite fortæller i bar overkrop og tildækket af mudder, hvordan tornadoen ramte en farm nær Oklahoma City med omkring 80 heste, hvor han arbejdede.

Han befandt sig i en af bygningerne, da den kraftige skypumpe nærmede sig.

- Der var meget vind, og jeg havde ingen idé om, at tornadoen kom. Jeg troede bare, det var en stor storm ligesom dagen før, siger Lando Hite til den lokale tv-station KFOR, mens han står midt i ruinerne.

Murbrokker fløj rundt

- Jeg gik udenfor og så murbrokker flyve rundt. Jeg troede, jeg havde lidt tid og slap nogle af hestene fri, så de havde en chance. Men jeg havde ikke særlig lang tid, fortæller han.

Lando Hite beretter, hvordan han sprang ind i en lade, inden den kollapsede. Den kraftige vind rev amerikaneren og den ødelagte lade et stykke ned ad vejen, hvorefter tornadoen gav slip.

- Det var ulideligt højt. Du kunne se ting flyve rundt overalt. Det var ligesom i filmen Twister, siger han med henvisning til katastrofefilmen fra 1996, hvor tornado-jægere jagter skypumper i netop delstaten Oklahoma.

Mindst 51 dræbt

Mindst 51 mennesker er bekræftet dræbt, efter den kraftige tornado har ramt forstaden Moore ved Oklahoma City. En folkeskole er blevet ødelagt, og mindst 20 børn har ifølge CNN mistet livet på Plaza Towers Elementary School.

/ritzau/

Facebook
Twitter