Tornadoer raserer stater i USA

Den værste tornado-katastrofe i 23 år har hærget fem amerikanske delstater. Mindst 55 personer meldes omkommet, og over 150 er kvæstet.

Tornadoer i USA har hidtil dræbt mindst 55 mennesker. (Foto: APTN)

Redningshold kæmpede torsdag morgen en desperat kamp for at finde overlevende, efter at en bølge af tornadoer onsdag hærgede fem amerikanske delstater, kostede mindst 55 mennesker livet og sårede over 150 andre.

MediaLinks:

Hele 60 tornadoer fejede tirsdag og onsdag hen over Arkansas, Tennessee, Kentucky, Alabama og Mississippi, hvor myndighederne endnu ikke har gjort skaderne op.

"Rent helvede"

- Vi havde et dejligt kvarter. Nu er det rent helvede, sagde 80-årige Bonnie Brawner, der bor i Hartsville, en times kørsel fra Nashville, Tennessee, hvor et naturgasanlæg blev ramt af en skypumpe med 120 meter høje flammer til følge.

Nordøst for Nashville sugede en kraftig tornado en mor og hendes 11 måneder gamle søn ud af deres hus. Drengen blev senere fundet i god behold på en mark. Moderen døde af sine kvæstelser.

Bush klar til at hjælpe

Præsident George W. Bush vil fredag rejse til den hårdest ramte stat, Tennessee, for at se på skaderne og møde nogle af ofrene, meddeler Det Hvide Hus.

Bush lovede torsdag, at hans regering er parat til at hjælpe ofrene, og det føderale kriseberedskab har sendt folk til katastrofeområderne for at vurdere skaderne.

- Tab af menneskeliv, tab af ejendom - bønner kan hjælpe, og det kan regeringen også, sagde Bush, der tilføjede, at ofrene skal huske på, at "det amerikanske folk står ved deres side."

Ikke overstået endnu

Ifølge meteorologer er stormene langtfra drevet over endnu, og betingelserne for dårligt vejr er så perfekte, at stormvarselscentret i Oklahoma har sendt en advarsel ud for hele seks dage i træk.

Der er tale om den mest omfattende tornadokatastrofe i USA, siden 76 mennesker mistede livet ved lignende uvejr i Pennsylvania og Ohio i 1985.

Facebook
Twitter