Tragedien om ubåden Kursk: Dengang Putin troede, han kunne tie sandheden ihjel

Thomas Vinterbergs film 'Kursk' har premiere i næste uge. I Murmansk har de ikke glemt tragedien, der kostede 118 flådesoldater livet.

To ord var alt, den russiske præsident, Vladimir Putin, brugte til at forklare det, der ikke måtte ske. Og som i teorien ikke kunne ske.

Da han let smilende tonede frem på den amerikanske tv-kanal CNN i et timelangt interview den 8. september 2000, var det for at give svar på, hvad der var sket med den russiske ubåd Kursk tre og en halv uge tidligere.

- Den sank.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, sad til et timelangt interview med journalisten Larry King i New York i USA. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

En af verdens største atomubåde, designet så den ikke kunne synke, var i august strandet på bunden af Barentshavet 107 meter nede.

Med sig i dybet tog den 118 russiske flådesoldater. 95 døde øjeblikkeligt, mens 23 i flere dage sad og ventede på et redningsfartøj, der aldrig nåede frem.

Kilde: Radio Free Europe (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder / Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Knap tyve år er gået, men hvor Kursk for nogle i dag hører en uklar fortid til, vil den for andre altid vil være en tung byrde at bære.

Fra Sankt Petersborg til Rostov og ikke mindst i havnebyen Murmansk er børn vokset op uden fædre, de dengang unge og nygifte hustruer er i dag enker, og forældre er blevet barnløse.

Ni dage gik der, før det stod klart, at de aldrig igen ville få deres ægtefælle, søn, far og bror at se. Og i de ni dage kæmpede de forgæves for at få information om, hvad der var sket, og hvad der blev gjort for at redde mandskabet ombord på Kursk.

- Alle forstod, at hvis vi havde haft de tekniske muligheder, så havde vi reddet dem. Men på den anden side svigtede flådens ledelse. De gjorde ikke ALT, hvad de kunne for at redde dem. Den følelse er her endnu i Murmansk. Murmansk er en sømandsby – og folk husker det. De husker det og mindes de omkomne.

Ordene kommer fra Galina Khoreva, der er født og opvokset i havnebyen, tæt på grænsen til Norge og den russiske Nordflådes hovedkvarter.

Galina Khoreva ved mindesmærket for Kursk-tragedien i Murmansk. (Foto: Lau Kræn Svensson)

I sommeren 2000 arbejdede hun for menneskerettighedsorganisationen Russiske Soldatermødre, som hjælper soldater og deres familier.

- Vores regering skulle have reageret tidligere. De skulle ikke have dækket over det. Vi fandt jo først ud af det på anden- eller tredjedagen. Det er allerede en forbrydelse, siger hun og tilføjer:

- Selvom militærhemmeligheder selvfølgelig er militærhemmeligheder.

Herunder kan du se, hvad der skete fra 12. august 2000, til de første dykkere nåede ind i atomubåden ni dage senere:

Ubesvarede spørgsmål

Et egentligt ansvar for, hvad der skete med atomubåden Kursk, er aldrig blevet placeret.

Og i dag står de efterladte tilbage med en række spørgsmål, som aldrig bliver besvaret: Hvorfor tav og løj flådens ledelse? Hvorfor havde flåden ikke det påkrævede sikkerhedsudstyr, og hvorfor afslog ledelsen at modtage hjælp fra Storbritannien og Norge i de første afgørende dage, hvor 23 mand sad fanget på havets dyb?

Mindet om en af russisk militærs store katastrofer og ikke mindst Vladimir Putins første store krise er på mange måder falmet, og ifølge det russiske uafhængige meningsmålingsinstitut Levada har opfattelsen af myndighedernes redningsindsats ændret sig markant med tiden.

I 2000 var den udbredte opfattelse hos 72 procent af de adspurgte, at myndighederne ikke gjorde alt, hvad de kunne for at redde mandskabet på Kursk. 15 år senere var det kun tilfældet hos 35 procent, mens 26 procent udtrykte, at det var vanskeligt at sige noget om.

Gennem de forgangne to årtier har russerne genfundet deres stolthed over militæret, der efter Sovjetunionens kollaps og afslutningen af Den kolde krig var udhulet af hårde besparelser, som fik store konsekvenser for vedligeholdelses- og byggeprogrammer.

Og flåden var ingen undtagelse. Af de over 200 atomubåde fra Sovjettiden var der i midten af 90’erne bare omkring 50 tilbage i Nordflåden, og de forældede ubåde rustede væk og blev i stigende tempo skrottet.

  • Kursk var i sommeren 2000 den russiske flådes nyeste atomubåd og var taget i brug bare seks år tidligere. (Foto: Str)
  • Uklare optagelser viser her de norske dykkere i færd med at åbne nødlugen i den bageste ende af ubåden. (Foto: Ho)
  • Arbejdet med at hæve atomubåden Kursk blev først færdiggjort over et år senere. Her ses tårnet i overfladen i havnen Rosljakovo nær Murmansk i oktober 2001. (Foto: Pool)
1 / 3

Takkede nej til hjælp

Da ubåden Kursk sank, var det ikke første gang, russerne havde mistet en ubåd (efter 39 dage på patrulje sank den russiske atomubåd Komsomolets i Barentshavet i april 1989), og det var heller ikke det største mandskabsmæssige tab, men alligevel fik ulykken verdensomspændende opmærksomhed.

Ikke mindst på grund af det, der fremstod som flådens manglende kompetencer til at udføre den nødvendige redningsmission.

- Russerne havde aldrig oplevet den type medieinteresse fra Vesten, eksempelvis dækkede CNN det konstant, så der var en medieopmærksomhed, der ikke havde været før, husker David Russell.

Den tidligere flotilleadmiral havde ansvaret for den britiske flådes redningsindsats og blev briefet indgående om situationen i Barentshavet om morgenen den 14. august 2000.

Men selvom flotilleadmiral Russell som det første gav ordre til at omdirigere det britiske redningsfartøj og sætte kurs mod Barentshavet, gik der flere dage, før briterne fik grønt lys til at assistere.

Enten af frygt for at miste efterretningshemmeligheder til Vesten eller af ren og skær stolthed nægtede den russiske flåde at tage imod hjælp fra både Storbritannien og Norge, vurderer David Russell i dag.

  • Billeder fra NTV viser den en russisk redningskapsel, der blev sendt ned under vandet den 19. august i et af de mange redningsforsøg.
  • Russiske flådefolk på vej mod krigsskibet Peter Den Store, hvorfra redningsoperationen blev ledet. (Foto: STRINGER)
  • Den britiske miniubåd LR5 ombord The Normand Pioneer tog afsted fra den norske havn i Trondheim den 17. august. (Foto: Polfoto)
  • En russisk helikopter flyver over det sted i Barentshavet, hvor Kursk sank den 12. august 2000. (Foto: -)
1 / 4

Ingen tvivl om årsagen til eksplosionen

Han genkalder frustrationen over ikke øjeblikkeligt at kunne søsætte det, han kalder for verdens bedste redningsfartøj til netop den mission og har svært ved at ryste følelsen af fiasko og sorg af sig selv 18 år senere.

I diplomatiske vendinger skyder han samtidig de forskellige teorier ned, som den russiske flåde gav om årsagerne til de fejlslagne redningsforsøg, der kostede dyrebar og formentlig afgørende tid.

Da det først stod klart, at ingen ombord på Kursk havde overlevet, blev han inviteret ombord på det russiske krigsskib Peter Den Store og adspurgt af flådeadmiral Vladimir Kurojedov og vicepremierminister Igor Klebanov, hvad briterne ville gøre i det tilfælde, at der opstod brand i en af deres ubåde.

- Der var ALDRIG antydningen af, at problemet var opstået på grund af en kollision. Selv på det tidspunkt stod det klart i hvert fald for dele af militæret og i politiske kredse, at problemet ikke opstod på grund af noget udefrakommende, men ombord på selve ubåden, siger han.

  • Vladimir Kurojedov (tv.) tilbød at træde tilbage efter Kursk-tragedien, men præsidenten afslog. (Foto: ALEXANDER NEMENOV)
  • Den russiske vicepremierminister Ilja Klebanov (tv.) og stabschef i Nordflåden Mikhail Motsak holdt jævnlige pressekonferencer i dagene efter ulykken. (Foto: ALEXANDER NEMENOV)
1 / 2

Forklaringerne på præcist hvorfor Kursk var sunket havde ellers i dagene forinden været mange.

Blandt andet hævdede den russiske flåde, at ubåden var sejlet ind i en mine fra Anden Verdenskrig, men også at den var kollideret med et andet fartøj – en teori, der levede i flere måneder.

Angreb den frie presse

Den massive strøm af modstridende informationer og non-stop mediedækning af reaktioner og begivenhederne, mens de fandt sted, tog den russiske præsident Putin hurtigt ved lære af.

- Jeg tror, det var begyndelsen på den store kampagne mod den frie presse i Rusland og ytringsfriheden, lyder det fra Jelena Milasjina, der som journalist dækkede sagen for det uafhængige medie Novaja Gazeta.

Præsidenten holdt de første mange dage ferie ved Sortehavet og afholdt sig fra et kommentere direkte på årsagerne til ulykken.

Først ti dage efter ulykken fandt sted, mødtes han med de pårørende i Murmansk på et lukket møde, hvor kun den statslige kanal RTR fik mulighed for at rapportere fra.

Flere dages frustration, vrede og fornægtelse af det tragiske udfald blev mødt af et politisk løfte om økonomisk kompensation for det store tab: Lejligheder, medicin og månedlige ydelser til ofrenes børn, hustruer og forældre.

- Det var måske første gang, Putin som præsident forstod, at penge kan købe dig alt i det her land. Selv folkets loyalitet i en situation som den, hvor myndighederne ikke engang havde forsøgt at gøre alt, de kunne for at redde soldaterne, siger Jelena Milasjina.

  • Flere hundrede pårørende havde taget turen til den lukkede militærbase Vedjajevo, 80 kilometer nord for Murmansk for at mødes med præsident Putin. Dagen før havde flåden meldt ud, at der ingen overlevende var på Kursk.
  • Der var stor vrede og frustration hos familierne over den mangelfulde redningsindsats og det, der blev anset som regeringens kynisme. Her ses tv-billeder af en kvinde, der på et pressemøde med vicepremierminister Ilja Klebanov først råber og siden falder sammen efter at have fået en bedøvende indsprøjtning. (Foto: REUTERS)
1 / 2

Vladimir Putin benyttede samtidig lejligheden til at placere ansvaret for de mange misvisende informationer på medierne og skød med skarpt efter de privatejede medier. Ejerne var løgnere, korrupte og bannerførere for en agenda om at underminere militæret, lød anklagerne fra præsidenten.

- Putin lærte, at når den frie presse undersøger noget, du gør eller ikke gør, og offentligt kritiserer dig, så kan den være meget farlig for statsmagten. Jeg tror, at det var her, Putin forstod, at hvis du kontrollerer medierne, kontrollerer du landet. Og kontrollerer du ikke medierne, kan du tabe landets opbakning som præsident, siger Jelena Milasjina.

I de efterfølgende år blev landets privatejede medier udsat for et hårdt pres og trukket tættere på Kreml.

I begyndelsen af 00'erne var der flere kritiske medier i Rusland. Her ses grundlæggeren af NTV, Vladimir Gusinsky (tv.) og rigmanden Boris Berezovskij, der styrede ORT og var en udtrykt kritiker af Vladimir Putin. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Ejerne bag både tv-stationerne NTV og ORT forlod siden Rusland. Rigmanden og den daværende mediemogul Boris Berezovskij blev senere i 2014 fundet død i sit hjem i London, efter hvad der blev beskrevet som et formodet selvmord.

- Jeg skulle have afbrudt min ferie tidligere

Da Vladimir Putin i september 2000 satte sig ned foran journalisten Larry King til det lange CNN-interview forsvarede han redningsindsatsen og myndighedernes håndtering af samarbejdet med både Norge og Storbritannien.

Selvom han umiddelbart ikke mente, der var noget, han ville gøre anderledes, var der dog en smule erkendelse at spore.

Set tilbage skulle han nok ikke have ventet knapt en uge med at afbryde sin ferie i Sortehavet. For var han taget afsted med det samme, ville det formentlig “have set bedre ud fra et pr-synspunkt”, som han formulerede det.

10 dage efter Kursk sank til bunden af Barentshavet tog præsident Putin til Murmansk for at møde pårørende til de 118 omkomne flådesoldater. (Foto: ITAR-TASS © Scanpix)

Også journalisten fra Novaja Gazeta tror, at præsidenten i dag ville have håndteret situationen anderledes.

- Jeg tror, Putin manglede erfaringen. I dag ville han nok have bedt om hjælp, fordi han forstod, at hvis man redder nogen, er det en bedre historie, end hvis folk dør.

Fra degradering til høj politisk post

Tilbage i Murmansk er frustrationen over, hvorfor ingen nogensinde for alvor er blevet holdt til ansvar, stadig til at tage og føle på.

  • Mindesmærket for Kursk-tragedien i Murmansk. (Foto: Lau Kræn Svensson)
  • Mindesmærket til sømænd, der er omkommet i fredstid, som det hedder. (Foto: Lau Kræn Svensson)
1 / 2

Året efter ulykken blev Nordflådens øverstkommanderende, admiral Vjatjeslav Popov og stabschef, Mikhail Motsak, degraderet, men Popov besidder i dag en højtstående politisk post som senator i regionsrådet i Murmansk. Han er valgt ind for Vladimir Putins parti, Forenede Rusland.

- Det er udtryk for, at vores militære og politiske system ikke fungerer. Et menneske, der fucker sådan op, han skal ikke have en plads i senatet eller en offentlig stilling, siger Galina Khoreva.

Tidligere øverstbefalende for Nordflåden, Vjatjeslav Popov, ses her med Oksana Silogova (th.) og Irina Shubina, der begge mistede deres mænd, som var officerer ombord på Kursk. (Foto: pool © Scanpix)

T o år efter ulykken i Barentshavet afviste regeringens egen undersøgelseskommission flådens tilbagevendende forklaring om, at Kursk sank efter at være kollideret med en anden ubåd.

Konklusionen var i stedet, at en eksplosion var fundet sted ombord, forårsaget af en kemisk reaktion af metal og et læk af det ustabile og højt koncentrerede torpedobrændstof hydrogenperoxid.

Facebook
Twitter