Trayvon Martin-drab: Ingen retssag mod Zimmerman

USA's justitsministerium har droppet at retsforfølge George Zimmerman, der i 2012 dræbte en ubevæbnet, sort teenager.

Den selvbestaltede vagtmand George Zimmerman hævder at have skudt Trayvon Martin i selvforsvar. Her ses han i vidneskranken efter drabet i 2012. (Foto: Gary W. Green © Arkivfoto: Scanpix)

Da den ubevæbnede teenager Trayvon Martin blev skudt efter en tur i kiosken for at købe slik, blev han symbolet på USA's vidtgående selvforsvarslove og på de ulige forhold, som unge sorte mænd oplever i USA.

Men den selvbestaltede vagtmand George Zimmerman, som i 2012 skød og dræbte Trayvon Martin, skal ikke gennem en ny retssag.

Sådan lyder afgørelsen fra det amerikanske justitsministerium, skriver The New York Times.

Ifølge ministeriet er der nemlig ikke nok beviser til at retsforfølge George Zimmerman for et racebetonet drab.

Frikendt af domstol i 2013

I 2013 blev George Zimmerman, der var frivillig i et naboværn, da han skød den unge mand, frikendt for drabet af en domstol.

Justitsministeriet indledte en efterforskning, da der opstod nationale protester og krav om lighed for loven efter drabet på teenageren.

Tirsdag besøgte repræsentanter fra justitsministeriet så Trayvon Martins forældre for at fortælle dem om ministeriets afgørelse om ikke at rejse sagen føderalt.

- Selvom en omfattende undersøgelse har vist, at den høje standard for en føderal retsforfølgelse for hadforbrydelser ikke kan opfyldes under de givne omstændigheder, så nødvendiggør denne unge mands tidlige død, at vi fortsætter dialogen og ikke er bange for at konfrontere de problemer og spændinger, som hans bortgang har bragt op til overfladen, udtaler justitsminister Eric H. Holder ifølge The New York Times i en erklæring.

Obama: Trayvon Martin kunne have været mig

Efter Trayvon Martins død holdt den amerikanske præsident, Barack Obama, en meget omtalt tale, hvor han efterspurgte en gennemgang af de love, der giver borgere lov til at bruge dødelig magtanvendelse ved selvforsvar.

- Da Trayvon Martin blev skudt, sagde jeg, at det kunne have været min søn. En anden måde at sige det på er, at Trayvon Martin kunne have været mig selv for 35 år siden, sagde Barack Obama dengang i sin tale.

Facebook
Twitter