Tre år efter atomkatastrofen: Japan er klar til at tænde for reaktorer

Siden ulykken på atomkraftværket Fukushima i 2011 har den japanske atomsektor været lukket ned. Men det ser nu ud til at ændre sig.

Oprydningen på Fukushima-værket er stadig i gang, mere end tre år efter katastrofen. (Foto: Tepco © Scanpix)

I marts 2011 ramte et usædvanligt voldsomt jordskælv Stillehavet ud for den japanske kyst.

Det målte 9.0 på Richter-skalaen og medførte en tsunami, der ramte atomkraftværket Fukushima og førte til en nedsmeltning af tre atomreaktorer.

Katastrofen er anset som den næststørste for et atomkraftværk nogensinde - kun overgået af det ukrainske kraftværk Tjernobyl, der nedsmeltede i 1986.

Ulykken skræmte japanerne så meget, at hele atomsektoren i landet blev lukket ned. Men nu ser det ud til, at Fukushima er tilpas langt i bakspejlet til, at japanerne vil tænde for reaktorerne igen.

Første kraftværk på vej mod åbning

I området Kagoshima i den sydvestlige del af Japan ligger atomkraftværket Sendai. I en afstemning fredag var der massivt flertal i den lokale regering for at starte værket op igen. Det skriver Reuters.

Det er markant, fordi Sendai dermed ser ud til at blive det første genstartede værk i landet, der tidligere fik dækket en tredjedel af sit energiforbrug af atomkraft.

Landets premierminister Shinzo Abe har allerede meldt offentligt ud, at han er for en genstart af værkerne. Derfor er det op til de lokale styrer at bestemme, og der spekuleres i, at Sendais beslutning kan starte en effekt, som kan føre Japan tilbage til sin tidligere status som førende atomkraft-nation.

Åbnes til næste år

Sendai-værket startes formentlig først i det nye år. Der er stadig en del sikkerhedstjek at gennemgå for at leve op til kravene fra et nyt, uafhængigt tilsyn, der er sat i verden for at forhindre endnu en katastrofe.

Japan har siden værkernes lukning været hårdt presset på energi, og lande har været nødsaget til at importere dyre fossile brændstoffer for at dække sit behov.