Tre år efter bortførsel: 82 nigerianske skolepiger genforenet med deres familier

Der var jubel og dans, da 82 unge nigerianske kvinder igen mødte deres familier og kammerater i Abuja.

Piger blev genforenet med deres familier lørdag - omkring 100 piger savnes fortsat. (Foto: Sunday Aghaeze © Scanpix)

Mere end tre år efter at de blev bortført, blev 82 unge kvinder lørdag genforenet med deres familier i Nigerias hovedstad, Abuja.

Pigerne blev taget til fange af den islamistiske og ekstremistiske gruppe Boko Haram i 2014.

Fædre vuggede deres voksne døtre under en følelsesladet genforening. Det fremgår af en video, som den nigerianske præsidents rådgiver har lagt på Twitter.

- Efter mere end tre år mødes de 82 Chibok-piger, som for nylig blev befriet, med deres forældre og 23 andre skolekammerater i Abuja, skriver Bashir Ahmad.

De unge kvinder var klædt i farverige kjoler og bar tørklæder i samme forskellige farver.

Den ekstremistiske gruppe bortførte flere end 200 piger fra en skole i Chibok i delstaten Borno i april 2014.

Omkring 100 piger savnes fortsat.

I oktober sidste år blev 20 frigivet, efter at Røde Kors fik forhandlet en aftale på plads.

En af de skolepiger, som tidligere på året havde held til at flygte fra Boko Haram, har appelleret til det internationale samfund om ikke at glemme de piger, der stadig er hos gruppen.

Siden begyndelsen af 2014 skal Boko Haram ifølge Amnesty International have bortført flere end 2000 drenge og piger i Nigeria.

De bruges blandt andet som soldater, sexslaver og til at begå selvmordsangreb.

Boko Harams overordnede mål er at oprette et islamistisk kalifat.

/ritzau/

Facebook
Twitter