Tre bud på fred i Gaza

Hvis USA forhandler med Hamas - og palæstinenserne dropper raketterne mod Israel - og Egypten så står i spidsen for en international styrke - bliver der så fred i Gaza? Tre eksperter giver deres bud.

Det er øjensynligt sværere end at putte en kamel gennem et nåleøje at finde en løsning på konflikten i Gaza. Men her er tre bud på, hvordan freden kan opstå. (Foto: © Karunakar Rayker, Stockxpert)

Hvad skal der til for at løse konflikten i Gaza? Forfatter Svend Lindhardt, overrabiner Bent Lexner og formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, svarer.

Svend Lindhardt er forfatter til bogen "Hellig krig i Mellem?sten" og underviser i religion og historie p? VUC i K?benhavn. (© DR)

Svend Lindhardt: USA skal forhandle med Hamas

USA er Israels vigtigste og mægtigste allierede, og Israels militære overlegenhed og økonomiske velstand skyldes først og fremmest, at USA støtter Israel.

USA må påtage sig sit ansvar og indbyde det islamistiske Hamas til forhandlinger. Palæstinenserne har ved frie og demokratiske valg stemt for Hamas.

Selv om USA anser Hamas for at være en terrororganisation, bør det trods alt forsøges, om USA kan få mindre radikale grupperinger inden for Hamas i tale.

Israel skal hjælpe med flygtninge

USA skal tvinge Israel til at aflevere dele af de besatte områder på Vestbredden og i Golanhøjderne.

USA kunne få Israel til at modtage nogle palæstinensiske flygtninge og bistå Israel med at betale til de palæstinensiske flygtninge, der nu sidder på 61. år i flygtningelejre.

Palæstinenserne skal vende Hamas ryggen

Palæstinenserne kunne bidrage til en opblødning af konflikten ved at undsige Hamas. Palæstinenserne har ganske vist selv valgt dem, men valget af Hamas var mere dikteret af dyb mistillid til Fatah/PLO, der siden 1964 til overmål havde demonstreret, at det var en sekulær, dybt korrupt bevægelse, der kun havde en beskeden genklang i den palæstinensiske befolkning.

PLO skal forandre sig

USA, EU og Israel skal aktivt støtte PLO ved at sikre det et territorium på Vestbredden, hvor PLO kan opbygge en levedygtig stat.

PLO skal opgive sin håbløse tilknytning til de korrupte arabiske socialistiske regimer som Syrien og Egypten og i stedet indstille sig på respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Svend Lindhardt er forfatter til bogen "Hellig krig i Mellem?sten" og underviser i religion og historie p? VUC i K?benhavn. (© DR)

Bent Lexner: USA skal stoppe raketter fra Gaza

USA er nødt til at gå ind i konflikten med det internationale samfund i ryggen og garantere, at der ikke kommer flere raketter ind i Israel. Raketangrebene fra Gaza-striben skal simpelthen standses, så der ikke er flere civile, der bliver ramt i Israel.

Derefter skal Israel nok stoppe kamphandlingerne og trække sig ud af Gaza igen. Dernæst vil verden være nødsaget til at gå ind og lave en fredsaftale baseret på en våbenhvile.

Egypten skal lede styrken

En mulighed kunne være at sende en international styrke i området under egyptisk ledelse, for egypterne vil være tilpas neutrale i konflikten - samtidig med at de står i mudder til langt over haserne og er stærkt interesseret i en løsning på den voldelige konflikt.

Egypten ville nemlig nok være interesseret i at gå ind i Gaza, som Egypten grænser op til, for i Egypten er man bange for, at hvis Hamas får fuldstændig indflydelse i Gaza, så vil det kunne smitte af på rabiate i Egypten.

Det eneste, Danmark kan gøre, er at stille op i en international styrke. Den eneste magt, der reelt kan gøre noget, er USA.

Svend Lindhardt er forfatter til bogen "Hellig krig i Mellem?sten" og underviser i religion og historie p? VUC i K?benhavn. (Foto: © Anders Birger Schjørring, Scanpix)

Fathi El-Abed: Israel skal ud af Gaza

Der er kun én løsning. Israel skal trække sig ud af de besatte områder herunder Gaza. Det er hele kernen, at Israel skal ophæve besættelsen af Vestbredden og Gaza.

I stedet for at gøre det, har Israel nu strammet grebet om Vestbredden og bygget endnu flere bosættelser og fået flere checkpoints, som er med til at forpeste den enkelte palæstinensers dagligdag og få rigtig mange til at miste troen på, at Israel vil fred.

Saudi Arabien skal stå i spidsen

For seks år siden lavede de arabiske lande med Saudi Arabien i spidsen under et topmøde i Beirut en plan, der går ud på, at Israel skal trække sig ud af de besatte områder og opgive alle de områder, der blev besat under krigen i 1967 - ikke mindst Vestbredden og Gaza.

Når Israel har gjort det, vil landet få en fredsaftale med alle de arabiske lande. Der findes ingen militære løsninger.