Tre danske kvinder og 14 børn er på vej til Danmark fra kurdisk IS-fangelejr

Kvinderne forventes varetægtsfængslet efter ankomsten til Danmark.

Al-Roj-lejren i oktober 2021. (Foto: © Michael S. Lund)

14 børn og deres tre danske mødre er blevet evakueret fra en kurdisk-kontrolleret IS-fangelejr i Syrien. Kvinderne og deres børn har været tilbageholdt i fangelejre, siden det såkaldte IS-kalifat brød sammen. De er nu på vej mod Danmark.

Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder overfor DR Nyheder.

Tidligt i morges forlod de al-Roj-fangelejren i det nordøstlige Syrien, og ifølge DR Nyheders oplysninger forventes de at lande i Danmark indenfor 24 timer.

Alle tre kvinder rejste frivilligt fra Danmark til Syrien, hvor angiveligt de tilsluttede sig og levede under terrororganisationen Islamisk Stat. To af de tre kvinder er etnisk danske, mens den sidste har dobbelt statsborgerskab i Danmark og et land i Østeuropa.

Den danske regering traf i maj beslutningen om at evakuere de tre danske kvinder og deres børn. Det skete, efter en særlig task force havde vurderet, at det udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko for Danmark at lade de danske kvinder og børn blive i Syrien.

DR Nyheder har imidlertid efterfølgende kunnet afsløre, at den ene af de tre kvinder faktisk har dobbelt statsborgerskab, og at regeringen derfor godt kunne have frataget kvinden det danske statsborgerskab og afvist at evakuere kvinden og hendes syv børn.

Det har den danske stat gjort i en række andre tilfælde.

Ni af 14 børn er født i Danmark

De tre kvinder, der nu kommer til Danmark, rejste til Syrien i 2014. Her levede de sammen med deres børn en tilværelse under terrororganisationens strenge fortolkning af sunniislam.

Ni af de 14 børn er født i Danmark og drog sammen med deres mødre til Syrien, mens de resterende fem børn siden er født i konfliktzonen.

Efter Islamisk Stats selvudråbte kalifats sammenbrud har kvinderne sammen med deres børn været tilbageholdt i de kurdisk kontrollerede fangelejre al-Hol og al-Roj i det nordøstlige Syrien. Senest har alle tre kvinder og deres 14 børn opholdt sig i den mindre al-Roj-lejr, hvorfra de blev evakueret tidligere i dag.

Her har de ifølge en række humanitære organisationer levet under stærkt kritisable forhold.

Efter ankomsten til Danmark vil kvinderne blive fremstillet i grundlovsforhør, da de allerede er blevet varetægtsfængslet in absentia – altså uden de var til stede – under dybt hemmelige retsmøder tilbage i juli 2021. De er sigtet for overtrædelse af en eller flere terrorbestemmelser i straffeloven.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har PET forud for hjemtagelsen været i Syrien for at forberede evakueringen samt de forestående retssager mod kvinderne.

PET har tidligere sagt, at efterretningstjenesten har et 'godt kendskab til de tre kvinder og deres familier'. Det var i maj 2021 efterretningstjenestens vurdering, at kvinderne muligvis fortsat var radikaliserede.

Regeringens beslutning om at hente kvinderne og deres børn til Danmark tilbage i maj betød samtidig, at fire kvinder og fem børn ikke fik lov til at komme til Danmark. Disse fire kvinder har fået frataget deres danske statsborgerskab, og regeringen vil på den baggrund ikke lade dem komme til Danmark. Dog har man tilbudt at tage imod kvindernes børn, der har dansk indfødsret, fordi de blev født, da kvinderne stadig havde deres danske statsborgerskab. Dette tilbud har kvinderne afvist.

Hvordan endte sammenlagt mindst syv og 19 børn med tilknytning til Danmark i kurdisk-kontrollerede fangelejre sammen tusindvis af andre, der angiveligt har tilsluttet sig Islamisk Stat? Det kan du blive klogere på herunder. Vær opmærksom på, at videoen er lavet, før de tre kvinder og deres sammenlagt 14 børn blev hentet til Danmark: